Thomas Dahlslykke skriver klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Efter Søren Krogh fastlagde, at 5-2-3 var systemet OB skulle spille efter, begyndte jeg langsomt at se på andre klubber, som benyttede dette system. Over de seneste mange år har mange klubber spillet 3-4-3, som jo på mange måder ligner 5-2-3-systemet. I Danmark har AGF brugt det meget under Rösler, Brøndby har praktiseret det i perioder under Niels Frederiksen og nu også under Jesper Sørensen. Vejle, FCM og Lyngby har også brugt det af og til.

Så ny er stilen og systemet ikke, men fodbold er ikke kun styret af systemer. Det er i højere grad styret af hvilke valg man foretager ud fra de systemer. Noget af det essentielle i systemvalg er valget af hvor mange man ønsker i hver kæde, og hvordan man håndterer at mangle en spiller i en kæde i givne situationer.

Reelt set kunne man sagtens forestille sig at en tremandsbagkæde betød, at holdet var mere offensivt, men historisk set, så har valget om at spille med tre bag i oftest betydet, at holdet var defensivt orienteret. Især fordi wingbackerne hurtigt kan ende med at stå på linje med centerbackerne.

Johan Cruyff gjorde op med denne tendens helt tilbage i slutningen af firserne, da han kom til Barcelona. Med sin 3-1-2-1-3 formåede han at fjerne bagkædeproblematikken. Guardiola spillede en central rolle på Cruyffs hold som den 6’er, der lå lige foran bagkæden, og her mere end 30 år senere bruger den catalanske stjernetræner stadig den Cruyffiske tilgang i Manchester City, dog med den variation, at det her er centerbacken som skubber frem i 3-1-opbygningen.

Søren Krogh tænker også i sådanne områdeorienterede systemer. Det nævnte han fx til det store deadlineshow med SFÅ og The Rat Pack. Her talte han om 3-1,5 opbygning i første fase. Så er der nørderi for alle pengene, men i realiteten betyder det blot, at OB har Slots til højre, Ivancevic i centrum og Helander til venstre og lige foran dem kun Trybull og så et halvt rum længere fremme Al Hajj; 3-1,5 systemet. Resten er endnu længere fremme på banen eller som wingbackerne ude i siderummet.

Det skal egentlig ikke handle alverden om OB her, hvis man vil blive klogere på dem, skal man tjekke den youtube-video ud, som SFÅ offentliggjorde i går.

Bordinggaard, Neverkusen og Xabi

En af de klubber, som er allermest hypede i disse tider, er Xabi Alonsos Bayer Leverkusen, hvor ex-OB’er Keld Bordinggaard er Head of Coaching og tæt på udviklingen af spillestilen. Det er en klub som aldrig (never) har vundet det tyske mesterskab, selvom de har været tæt på en del gange. Som følge deraf kaldes de ofte for Neverkusen.

Alonso spiller 5-2-3 og har så stor succes med det, at de lige nu topper Bundesligaen. Hans variation af system er voldsom interessant, fordi han kobler den førende tendens i fodboldverdenen; positionelisme med relationisme i sin spillestil. Hos ham spiller wingbacken en ekstrem vigtig rolle. Senest i weekend hvor Nathan Tella scorede to flotte mål fra sin position som højre wingback. Det huede næppe Jeremie Frimpong, som eller har været Xabis foretrukne på den position.

På modsatte wingback huserer Alejandro Grimaldo, som er den tredjemest scorende spiller for Leverkusen i denne sæson. Og når man lægger de ni oplæg han har lavet oveni, så har han hele 16 målinvolveringer.

Det Alonso gør rent taktisk er at operere med en aktiv boldbesiddelse, hvor man fylder området omkring bolden (relationisme) for at affolke siderummene til gennembrudsspil. Inderforwarderne Florian Wirts og Jonas Hofmann udgør sammen med de centrale midtbane Granit Xhaka og Palacios en kvartet central i banen, som ofte udnummerere modstanderen, hvilket gør, at når Leverkusen taber bolden højt på modstanderens banehalv har de fordele i genpresset. Fjerner man siderumsspillerne fra systemet, så spiller de en slags 3-2-2-1.

Wingbackerne kan så selv vurdere, hvilken kæde det er mest optimalt for holdet, at de befinder sig i. Skal de forsvare sig dybt er de i bagkæden, skal de presse modstanderen, er de klar til at skubbe frem. Har de bolden kan de enten være på forreste eller næstforreste linje. Grimaldo kan også nogle gange gå ind centralt og så Hofmann ud bredt og Palacios skubbes frem som inderforward.

Når Leverkusen angriber i tredjefase og det sker ofte, fordi modstanderen har svært ved at etablere et højt pres, fordi spillere som Xhaka er så kloge til at spille ud af presset ved hjælp af 1-2-kombinationer og spil på tredjemand, så angriber de i en 1-3-1-5 (eller 3-2-1-4), de to halvrumscenterbacks skiftes til at skubbe frem på linje med Xhaka og dermed overfylder de det centrale rum i banen. Wirts eller Hofmann falder ned i mellemrummet for modstanderens bagkæde.

Hvornår står Leverkusen så i den 5-2-3? Når de andre har bolden. Så simpelt kan det siges og så alligevel ikke, for igen spiller wingbackerne en afgørende rolle for at skyde frem i presset, så det rum, som modstanderen tror findes, bliver fyldt ud af backerne.

De tre forreste efterlader sjældent mange meter mellem dem, hvilket gør, at modstanderen har svært ved at spille bolden op centralt og derfor forsøger de at spille rundt om Leverkusen organisation. Leverkusen er bare ekstremt gode til at lukke banen, når modstanderen går bredt. De bruger aktivt sidelinjen som er medspiller ved at presse spillet bredt.

Under varmere himmelstrøg

Finder vi portugisiske Sporting CP, som Krogh selv har kaldt en inspirationskilde i SFÅ’s deadlineshow. På mange måder ligner Sporting og Leverkusen hinanden i taktiske valg, men der er nogle punkter, hvor de adskiller sig lidt. Hvor Leverkusens wingbacks er gennembrudsspillere og når de benytter en central placering, er der for at lave et overtal, så skal frigøre plads i siderummet.

Hos Sporting er wingbackerne mindre centrale for succes. De har ikke i nærheden af den samme mængde målinvolveringer. Hos Sportings attraktive træner Ruben Amorim (som mange topklubber holder øje med) spiller wingbackerne en anden taktiske rolle. De skal skabe variation i spillet i den opbyggende fase bl.a. ved at gå ind i banen og dække 6’er-området og i den offensive del skal de skabe bredde, som skal skabe plads i halvrummene.

Amorim er mere optaget af at få den centralt spillende Pedro Goncalves iscenesat. Han er oprindelige mere kant og 10’er som type, men Amorim bruger ham som 8’er og på den måde har han fået en teknisk stærk og meget kreativ spiller trukket længere tilbage på banen, hvilket har gjort, at Sporting i omstillingsspillet har en giftig fod til hurtige pasninger frem i banen.

Goncalves’ rolle ligner den som Krogh forsøger at spille Rami Al Hajj ind i.

Det handler om spillerne

Da Thomas Tuchel kom til Chelsea, havde han Mason Mount og Timo Werner, som en slags kantangribere, men Tuchel indså hurtigt, at det ikke nødvendigvis var i 1v1-situationerne, at de to var stærkest. Til gengæld havde de begge nogle andre egenskaber, som han kunne bruge, hvis han rykkede dem indad i banen og tættere på Jorginho og Kovacic.

På den måde skabte Tuchel et overtal centralt i banen, som kunne frigive plads til de dygtige wingbackerne. Og med Giroud som frontangriber så var det optimal med indlægsspil for Chelsea.

Tuchel spillede også 3-4-3 i Chelsea og han gjorde det med et udgangspunkt i truppens styrker og svagheder. Det samme gør sig gældende i Leverkusen og i Sporting. Trænerne går efter at bringe sine bedste spillere i de bedste positioner og hvis man lykkes med det, så skaber man ofte gode resultater.

Så når Krogh lægger vægt på, at Al Hajj evner til at blive retvendt, er vigtig for, at OB kan skabe chancer, så har han netop fokus på at bringe en af de afgørende spillere i den position, hvor han gør OB bedre.

Restforsvarsfordele

At spille med tre i bagkæden giver nogle åbenlyse fordele når det kommer til restforsvar. Det er tydeligt både i Leverkusen, Sporting og Tuchels Chelsea. Reelt set kan man leve med, at kun den ene back kommer med hjem, for man vil oftest stadig være i overtal i bagkæden.

De fleste af de hold som spiller 5-2-3, står faktisk i 3-2-5, når de er i 3. fase. Med det system så formår man at være i overtal i de to vigtigste kæder; modstanderens bagkæde og egen forsvarskæde. Skulle man tabe bolden centralt, hvor man kun har to spillere, så vil man hurtigt kunne reetablere sig defensivt.

Det handler altid om kvalitet

Nu kunne man forledes til at tro, at dette system bare er plug’n’play, men som så mange andre systemer har det også sine svagheder. Det store område, som 6’erne skal dække, tendenserne til at bagkæden bakker osv.

Det handler om kvalitet hos spillerne. Jo bedre spillere, jo bedre spil. Det handler også om kvalitet i trænerstaben. Jo bedre de indstiller spillerne på spillet, jo bedre vil de levere. Da man ansatte Amorim i Sporting var mange fans skeptiske, fordi han ikke havde den vildest trænerkarriere bag sig og desuden betalte man et betragteligt beløb for at frikøbe ham fra Braga.

Xabi Alonso var indledningsvis også et sats for Leverkusen, som han overtog på et tidspunkt, hvor de var endt i bunden af Bundesligaen. Det til trods så har begge leveret, hvilket i høj grad skyldes deres evne til at kunne profitere af holdets potentiale, modstandernes svagheder og den kultur og historie som klubben er bygget op ad.

5-2-3 er lige så moderne som alle andre systemer. At OB og Søren Krogh vælger dette system, skal være fordi det styrker og forløser holdets potentiale. Det må vi vente med at forholde os til turneringen genstarter d. 16. februar i Viborg.

Se videoen: Taktiktavlen med fokus på OB’s spillestil under Søren Krogh:

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen