Hver tirsdag skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere og financieres af Klub SFÅ.

Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Mandagens danske landskamp mod Nordirland viste igen, at relationer betyder noget. Stiller du med mange nye, så vil relationerne halte, og det vil koste selv mod betragteligt dårligere modstandere. Sådan er det for Hjulmands tropper, og sådan er det for Søren Kroghs tropper.

I tre år sad Krogh ved siden af Hjulmand, da denne havde sin anden periode som cheftræner for FCN; derfor spiller Hjulmands filosofi nok en vis rolle for Kroghs tilgang til fodbolden. Begge trænere kan da også berettet beklage sig over den begrænsede tid til at få opbygget de nødvendige relationer, men begge må også acceptere at være en skudlinjen, når det ikke fungerer.

Jeg lovede i sidste uge at kigge nærmere på truppen, og hvad der evt. skal gøres, for at undgå den nedrykning som de dårlige resultater peger henimod. Jeg lader dog blikket blive på den kommende kamp i Randers, og hvad Krogh bør gøre sig af overvejelser i denne uge. Selve transfervinduet og nødblusset rejser jeg først senere, når vi nærmer os januar.

Aint no sunshine

Det er svært at finde lyspunkter i Ådalen i denne tid, og håndteringen af den seneste kamp mod Hvidovre lugter også gevaldigt af, at man ikke har set de reelle problemer i øjnene endnu. De valg man traf som trænerteam viste et overmod, som ikke stod mål med truppens evner.

Hvidovre havde nemt ved at spille sig ud af OB’s første pres. Hvis presset lykkedes, formåede OB ikke at bruge bolderobringen til at skabe en chance, hvilket jo ellers burde være planen. Især Al Hajj så ikke god ud i denne fase, men heller ikke Charly Nouck eller Deedson var skarpe nok.

OB’s spil med bolden var stadig, som under Alm, alt for omstændigt og langsomt til at true et velorganiseret, men kvalitetsmæssigt begrænset Hvidovre-hold.

Det mentale og især koncentrationsevnen er under al kritik for fynboerne. Det er mildest talt håbløst at lade modstanderen få så let ved at slå boldene i feltet, som det skete ved de to mål. At man samtidig ikke kan forsvare sig i luftrummet, gør kun det hele meget værre.

Grunden til at tingene ikke fungerer, kan rimelig nemt forklares med de manglende relationer, men også den manglende taktiske disciplin. Krogh gjorde meget ud af at tale om manglende offensivt output i optakten til kampen, men problemet er i allerhøjest grad af defensiv karakter. OB forsvarer sig simpelthen for dårligt.

Mod Silkeborg på Jysk Park formåede man at spille en forsvarskamp. Selvom det næppe er ønskværdigt mod rækkens ringeste hold på hjemmebane, så tror jeg 10 ud af 10 OB-fans hellere havde set holdet dø med støvlerne på, end forsøge at spille offensivt fodbold. Der er ikke ret meget solskin i november og slet ikke for OB, hvis den naivitet, som Hvidovre-kampen fremviste, er standarden.

Sing When You’re Winning

Kent Nielsen har sammen med Rasmus Monnerup lavet en udgave om det taktiske værksted på Mediano, her taler Kent Nielsen om, hvordan han ser på fodbolden, og i modsætning til Hjulmand, er Nielsen pragmatiker. Han taler bl.a. om det pragmatiske i at ville gøre det samme uge efter uge, og så justere hvor det giver mening.

Silkeborg spiller ikke 4-3-2-1, fordi det skal være blændende flot offensivt; de spiller den, fordi den lukker banen ned centralt og dermed gør det svært at spille imod dem. Dernæst er det også en fordel for Silkeborg at have bolden meget, og have mange spillere centralt for at komme i overtal på den del af banen, men stadig ud fra et defensivt synspunkt.

Det er bl.a. nogle af de pointer Nielsen har, når han skal forklare Silkeborgs taktiske succes. Allerhelst ville Nielsen nok spille 4-1-2-1-2, men den er for offensiv, ifølge den træner som nok har høstet flest roser af alle trænere i en tid, hvor førsteelskeren Neestrup har været træner i FCK.

Det er selvfølgelig også nemmere for Nielsen at tale om tingene, fordi han vinder, men der er noget lærdom hos ham, som OB godt kan bruge.

Pragmatismens positive facetter; Silkeborg har erkendt deres position i fødekæden, de vil gerne have sine egne akademister på holdet, og de vil undgå tilværelsen som elevatorhold.

OB har ikke forstået sin position i fødekæden. Derfor har de ikke kunnet vælge en vej, som var frugtbar til at løfte dem ud af moradset. I to-et-halvt år har man villet spille et system, haft en spillestil, som man ret beset ikke har kunnet rekruttere til rent økonomisk.

Da det gik bedst, havde man spillere som Gigovic, Tverskov, Jebali, Frøkjær og Minteh i klubben. Disse spillere ville tilsammen koste ca. 12 millioner euro. Ser vi på erstatningerne, så koster de 2,3 millioner euro. Det er næsten ti millioner euros forskel. Godt nok drives de otte millioner af Minteh, som han ifølge transfermarkt.com er værd.

OB’s nuværende trup vurderes kun til at være en million euro dyrere end Silkeborgs, men hvis vi ser på, hvad budgetterne viser, så burde OB være mindst 20 millioner kroner bedre end Silkeborg.

OB skal altså kunne konkurrere på noget andet end økonomien, når den viser sig ikke at være resultatbærende for klubben.

Now and then

Hvad kan OB’s nuværende trup? Det bør være det eneste spørgsmål Søren Krogh stiller sig selv. Hvor finder vi noget, som kan bruges til at vinde fodboldkampe? Når Hjulmand mod Slovenien vælger at spille 3-5-2, så handler det om at ville lukke den centrale del af banen ned. Der findes næppe et system, som har flere spillere i centrum, og halvrum er dette system, kun to siderumsspillere i udgangspunktet.

Det samme kan siges om Nielsens 4-3-2-1. Her er overvægten af spillere dog flyttet lidt frem på banen, men kan nogle af disse systemer bruges af Krogh til at få det maksimale ud af OB’s nuværende trup?

Hvad andre gør kan inspirere, men hvad OB skal gøre nu, skal først og fremmest give point. Derfor skal man se på, hvad der virker for de spillere man har til rådighed, og hvordan man kan få flest point ud af det?

Kigger man på truppen skal man have for øje, hvem der har kvaliteterne, og hvor på banen man får mest ud af dem? Man skal bruge fortiden til at forstå nutiden og forudsige fremtiden. Derfor vægter jeg også Silkeborg kampen, som er en af de få vellykkede kampe, hvor man systemisk holdt i 90 minutter.

Når man som Krogh valgte mod Hvidovre at prioritere det høje pres, så skaber man ledige rum på bagsiden eller i mellemrummene af sin organisation, hvilket gør holdet sårbare. Vælger man i stedet at spille som mod Silkeborg, begrænser man både bagrum og mellemrum, fordi kæderne står tættere på hinanden og længere tilbage på banen.

Den strategi kan også medføre, at modstanderen efterlader rum på deres banehalvdel, som OB’s hurtige spillere kan profitere af. Tættere kæder øger også muligheden for bolderobringer, som kan skabe omstillinger. Mod Hvidovre kom OB meget sjældent i de 1v1-situationer, som er gode for Charly og Deedson, fordi Hvidovre garderer ofte med to spillere i siderummene.

Kroghs idealisme om offensiv fodbold tabte kampen, fordi man ikke var hurtig nok på bolden. Det er næppe anderledes mod Randers; derfor ville en offensiv tilgang næppe føre noget konstruktivt med sig.

Champagne Supernova

De otte bageste giver nærmest sig selv i OB’s idealformation: Bernat, Owusu, Slotsager, Helander, Adelgaard (eller Mickelson, selvom han heller ikke havde vundet hovedstødsduellerne i Hvidovrekampen), Manneh, Trybull og Köhler. Herfra skal man træffe nogle valg. Al Hajj og Deedson skal spille, der er assists og mål i de to, Charly er tæt på sammen med Kadrii, men de har begge ikke bevist sig det seneste stykke tid.

Hvordan lyder det så rent systemisk? 4-3-3 er jo oplagt, men uden det offensive pres (det gav heller ikke den energi i holdet, som Krogh mente det gjorde). Charly har desuden været bedst i kampe, hvor han er blevet isoleret med modstanderens back og det bliver han ikke, så længe OB går for boldbesiddende og offensivt til værks.

OB skal undgå et kampbillede, hvor de skal spille etableret angrebsspil, for dertil er relationerne på holdet ikke gode nok. Kan man omvendt tvinge Randers til at skulle spille mod OB’s etablerede forsvarspil, så er chancerne større. Det har flere kampe i dette efterår trods alt vist – så længe OB undgår at give for mange hjørnespark væk.

Der er ingen tvivl om, at Al Hajj har været bedst på 10’er-positionen; derfor kunne man vælge at spille 4-3-1-2 mod Randers, helt fremme kan Kadrii, Buya, Deedson og Charly konkurrere om de to pladser.

Nogle ændringer i det taktiske skal der dog ske, for at kunne komme ud af den situation OB er i. Måske er det at spille med tre 6’ere nok til at lukke ordentligt af. Det er under alle omstændigheder nemmere at lukke ordentligt af, end at bygge spillet ordentlig op, når relationerne halter, som de gør i Ådalen.

Alle OB’s dårligdomme har det med at eksplodere, når man forsøger at dominere i pres og boldbesiddelse. Så hvis man vil forhindre endnu en skinnende katastrofe i Randers, bør man tænke sig om.

Paint It, Black

Kent Nielsen siger selv, at man brugte et helt år i 1.division på at lære at spille bolden ud fra eget målfelt. Første fase spil er fint, hvis man kan. Kan man ikke, er det en gave til modstanderen. Krogh og OB bør gå pragmatisk til de to sidste kampe i sæsonen. Den pragmatisme burde have indfundet sig allerede inden Lyngby-kampen, men desværre vandt filosofi over fodboldlogik.

Det gennemsyrer OB, at man tænker for højt om sig selv. På en ø hvor frimenigheder og valgmenigheder trives, virker sådanne elitære tanker tosset; at blive ved jorden tjener os bedst. Selv den mest vindende træner klubben har haft, var en jordbunden mand. Han villet have elsket at spille mod det nuværende OB-hold, som han rent fysisk og taktisk kunne have kvalt.

Mørket omkring OB er vildere end novembers mørke. Tidligere har jeg selv kaldt truppen potentiel, men reelt set er dens potentiale forsvundet ved de manglende præstationer. OB har tabt sig selv ved ikke at finde en bæredygtig strategi, ved ikke at være forudseende på hvad man skal kunne.

Selvén er et glimrende eksempel på, at OB har satset på spillere med fart, men fordi man ikke har haft penge til også at få dem med teknik, så har man misset ud. OB’s bedste spillere er langsomme, derfor skal OB også vælge et system, som ikke udstiller langsomheden.

Det ser sort ud og et nederlag i Randers vil kun forværre katastrofen.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Peter Brix/Stemmer Fra Ådalen