Så gik den ikke længere for Andreas Alm, nederlaget til Fredericia blev svenskerens sidste kamp som træner for OB. Nu kan han se tilbage på en periode i det fynske, hvor truppen mere eller mindre blev skiftet helt, mens han var der, på en periode med meget svingende resultater og en periode hvor kun et sportsligt resultat blev opnået med Pokalfinalen mod FCM tilbage i Alms første sæson.

Jeg har set utallige træninger under Alms ledelse og fællestrækkene for dem alle, har været fokus på spillet og udviklingen af det, men alt for ofte har der været for langt mellem spillernes kvalitet og kravene i spillestilen. Alm har aldrig kunnet knække kode for at få de marginale til at gå op. Sidste efterår var han tættest på at forløse OB, men med Gigovic afgang og diverse skader og formnedgang ved truppens rygrad, faldt OB endnu engang fra hinanden, da foråret kom.

Denne sæson har været en spillemæssig katastrofe, hvor OB’s top- og bundniveau har haft kilometerlange motorvejskøer imellem sig. Alm har på intet tidspunkt kunnet få denne kø til at opløse sig, så bunden kunne løftes. Der findes mange trænermæssige betragtninger, som kan forklare dette, men jeg vil fastholde, at man endnu engang gik for offensivt og for ambitiøst til sagen fra Alms side. Et hold under opbygning skal ikke kastes ud for løverne uden rustning og Alm har ikke rustet sit hold godt nok.

Fredericia-kampen blev billedet på dette. Et defensivt udgangspunkt med otte forsvarende spillere blev revet i stykker af personlige fejl, som opstår, når spillet bliver for ambitiøst med korte pasninger i små rum. OB blev bange for at spille i går. Alm havde ikke rustet dem godt nok til opgaven, endnu engang blev idéerne ikke til virkelighed og OB lignede et bundhold i 1.division.

Alm blev syndebukken

Hvis Alm skriger hele vejen hjem til Sverige, så forstår jeg ham godt. OB’s projekt var fra begyndelse en kende for ambitiøst. Man ville blæse og have mel i munden samtidig. Talentudvikling, millionsalg af spillere og ambitioner om topseks (hvor man kun havde været en gang på næsten ti sæsoner) på en og samme gang. Det er og var måske for meget af det gode.

Derudover valgte klubben en spillestil, som ret beset virker uddateret og risikobetonet. Daniel Lerke Ramning har siden, Alm sagde, at OB skulle spille med to 6’ere, været nærmest manisk i sin 6’er-jagt, når transfervinduet åbnede. Taktisk har OB ikke kunnet forsvare godt nok, og når offensiven så flere gange har været under ombygning, har vilkårene for Alm været svære.

At han så længe har holdt fast i de to 6’ere, tjener ham ingen ære. For selvom han kunne dække sig under at det var strategisk, så havde han nok fået lov til at korrigere, hvis han havde spurgt. Da Jesper Sørensen tiltrådte i Brøndby, begyndte man også med at spille 4-2-3-1, men skiftede hurtigt til 3-5-2, fordi det system passede holdet bedst.

Hvad Alm ikke kan gøre ved, er, at OB har hentet revl og krat. I går viste med al tydelighed den meget ringe rekruttering; Buya Turey, Alen Mustafic, Nicklas Mouritsen og Sauli Väisänen har ikke haft niveau til at spille Superliga eller 1. division. At Alm så har følt sig tvunget til at satse på spillere som Martin Hansen og Bjørn Paulsen viser, at Alm ikke helt har haft overblikket i sommer over truppens kvaliteter.

Søren Krogh får handsken

Søren Krogh skal nu samle stumperne op og forsøge at gendanne holdet. Taktiske og fodboldfilosofiske ting vil formentlig åbenbare sig i den kommende tid omkring Søren Krogh, men også om Alm styring af holdet og syn på truppen.

For hvilke spillere har Søren Krogh tillid til kan vende det for OB? Hvilket system mener Krogh er det rigtige for OB? Og hvordan vil han lede holdet i denne situation? Nok med mere end varme og omfavnelse, som der står i pressemeddelsen.

Pokalkampen må fortælle Krogh nogle grundlæggende ting, men også stille nogle væsentlige spørgsmål; defensiven fra søndag med Bernat, Owuzu, Slotsager, Helander, Adelgaard, Manneh, Trybull og Köhler fungerede, tjek. Al Hajj er god, når der er plads omkring ham, hvordan får han det? Charly og Deedson leverer bedst på kanterne, de skal helst spille.

Dem der deltog i pokalkampen, udgør pt. ingen konkurrence for de elleve overstående, hvordan agerer vi så, når vi må skifte? Hvordan får vi mest kvalitet ud af hele truppen?

Man har aldrig cart blanche som træner, men 0-0 i Lyngby vil være en god begyndelse for Søren Krogh, og derfor skal han overveje hvordan han kan opnå det bedst.

Aben bliver hængende

Der er noget fundamentalt galt i OB, noget der gør man igen og igen lander i samme situation. Man kan mene mange ting om FCM, men ved at lade Thomas Thomasberg være Thomas Thomasberg og ikke forlange flot fodbold og masser af talentudvikling fra dag et, så er man resultatmæssigt lykkes med at komme ud af centrifugen af dårlige beslutninger og resultater.

Det er den vej Wesström skal trække OB nu, lemfældige rekruttering holder ikke, endnu et oprydningsarbejde står foran svenskeren, men også foran Thorborg. Man bliver nødt til at betale Helander og Trybull lønninger til flere spillere, så man kan få et niveau i OB, som OB kan være tjent med.

Og så skal man måske se på, om træneren ikke skal være en motivator. Alm er teoretisk og faglig, men han er ikke én, som motiverer sit hold og hvis han gør, sker det på den måde som man praktiserer ude i erhvervslivet og i det offentlige, men et fodboldhold er noget andet.

Skal der skabes en vinderkultur i OB, så skal træneren gå forrest og vise vejen, samtidig med at han skal kunne træne spillerne godt. Men alt det hører fremtiden til, nu skal Søren Krogh, Frank Hjortebjerg og Thomas Helveg fokusere på at få det maksimale ud af holdet frem til jul. For når en træner er blevet fyret, skyldes det som regel, at klubben har tabt og det har OB i den grad, det er taberaben, som først og fremmest skal skræmmes væk fra Ådalen og det kan kun gå for langsomt.