Tirsdagsanalysen: Er der lys i horisonten?
Af Thomas Dahlslykke
Hver tirsdag skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere og financieres af Klub SFÅ.
Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Foto: Frederik Hestbjerg.
På en eller anden forunderlig vis har OB, Thorborg, Wesström og Alm reddet stormen af. Med sejren over FCN kan man igen trække vejret i Ådalen uden at skulle bruge luften på at svare på kritiske spørgsmål fra den danske sportsjournaliststand. Kommunikativt har Alm og Wesström bevæget sig på den tynde linje mellem gal og genial.
Jeg har selv været tilbøjeligt til at mene, at det var galt, det der foregik. At Alms undskyldninger for de dårlige resultater ikke ændrede på, at også han havde fejlet som cheftræner. Jeg forstår heller ikke den langsomhed, Alm har udvist omkring de ændringer i staben. Det er generelt dumt at være på tværs, når krisen banker på døren; her vinder åbenhed og ydmyghed oftere.
Alm har dog i den seneste uge leveret nogle habile interviews og fulgt op af en taktisk veludført kamp i Farum, og så må svenskeren være ovenpå. Samtidig har Wesström, som det blev italesat i søndags i Viasats optakt, været direktionens og bestyrelsens talsperson. Det har han ligeledes håndteret med bump på vejen. Dog har han formodet at undgå den typiske ultimative retorik, hvor en sportsdirektør freder træneren for så at fyre ham fjorten dage efter.
Wesström har nærmest hele vejen igennem sagt ”det er selvfølgelig noget vi kigger på”, når journalister har konfronteret ham med spørgsmålet om træneren er problemet. For det er jo noget, man skal kigge på. Denne ikke-fredning af Alm er formentlig langt mere gangbar over tid end den traditionelle fredning fulgt op af afskedigelse.
Alt er ikke godt
Mod Brøndby, mod FCK, mod AGF og mod FCN har OB leveret på et niveau, hvor man ikke kunne afvise dem som en topseks-kandidat. Taktisk og udtryksmæssigt har det været til bestået i alle de fire kampe. Fælles for de fire kampe har det dog været, at modstanderen har villet styre kampens gang, og dermed har OB kunnet profitere af, at der blev mere plads i de rum på banen, hvor Al Hajj, Charly og Deedson er gode.
Derudover har 6’erne haft en mere afklaret rolle som bølgebrydere. I de øvrige kampe i sæsonen har kampbilledet dog været et andet. Her har OB skullet skabe kampene, skullet dominere på bolden, hvilket har gjort, at OB har fået udstillet sin sårbarhed i restforsvaret. Seks mål er lavet mod OB efter en kontra, hvor restforsvaret har fejlet. Derfor er videoen med Charlys returløb fra FCN-kampen nok ikke blot blevet vist til OB’s fans på de sociale medier, men også til spillerne i truppens WhatsApp-gruppe.
Hvad skal Alm gøre? Kun mod Hvidovre formår OB at vinde i en kamp, hvor de dominerer på bolden, og faktisk kan man endda tillade sig at sige, at den lille vestegnsklub spillede naivt mod OB. At sejren kom lige så meget fordi Hvidovre faktisk gik for lang frem i deres organisation til, at de kunne modstå OB’s hurtige spillere.
OB er dårligst, når man skal bryde en modstander op, og det er ikke blevet nemmere efter, at de andre klubber har lært Al Hajj at kende. Selv FCN prioriterede to spillere til at håndtere Al Hajj, hvilket betød, at han blev dækket ud af kampen. Denne strategi blev også brugt mod Jebali, men her var tuneseren mere snu end Al Hajj er, og her er den svensklibanesiske offensivspillers udviklingspotentiale.
Måske skulle Alm overveje at bruge Al Hajj helt fremme som 9’er og så bruge både Trybull, Köhler og Manneh på midten mod FCM – især nu hvor hverken Buya eller Kadrii virker i målform. Variationsmuligheden bør i hvert fald afprøves for at udvikle Al Hajj som spiller.
Mod FCM, som venter efter skolernes efterårsferie (også kaldet landsholdspausen), bør man ikke vælge 3-4-3 igen. I stedet skal man kigge på, hvordan både Viborg og Randers har håndteret det kuld af ulveunger, Ikast/Herning pt. har i truppen. Det vil være en bedre strategi end at stille sig på sidste tredjedel og vente på en midtjysk scoring.
Ikke alt er godt i Ådalen, og et nederlag mod FCM sender OB tilbage til kriseskilte og kritiske journalister.
Wesströms lektier
I sidste sæson kørte OB rundt i en forholdsvis stabil og velkørende Audi Q4; ikke topseks af biler, men god nok til at blive nr. 8. Det virker dog som om, Niels Thorborg har tænkt sig selv i rollen som en af de økonomiske eksperter i Luksusfælden, da Wesström fik første budgetudkast for denne sæsons trup. Audien blev solgt og Wesström kunne nu overlevere et årskort til Fynbus til Alm.
Dog har Thorborg og Wesström fortrudt lidt, og derfor blev truppen forstærket med først Filip Helander (som har vist sig at være en klassesigning) og Tom Trybull (der mod FCN viste, at Manneh skal stå tidligt op, hvis han vil tilbage på holdet, medmindre Alm skifter til tre midtbanespillere). Spørgsmålet bliver så, om Alm kan bygge en Audi ud af de reservedele, han har fået stillet rådighed eller vi må nøjes med en folkevogn?
Jeg håber, at Thorborg og Wesström forstår vigtigheden af at rekruttere centrale spillere bedre. Analysen af de stivere i korsettet, som man havde lavet inden sæsonen var uholdbar. De centrale spillere har ikke vist sig stærke nok.
Derfor ser OB også ind i et mere aktivt transfervindue i januar, end man måske havde forestillet sig. Martin Hansen har ikke imponeret nogen i denne sæson, men hvis trænerteamet ikke tror på H.C. Bernat som afløser, bør OB hente en førstekeeper til januar selvom Hansen for nylig har forlænget. Mit håb er, at Bernat nu får chancen og griber den. Mod FCN viste han i hvert fald format.
Derudover så har man næppe glæden af Helander længere end til sommerferien. Allerede nu flirter han i et interview med et svensk medie med et comeback til Malmø. Trybulls kontrakt er heller ikke længere end til sommeren ’24, og hvad nu hvis Charly Nouck, Tobias Slotsager og Al Hajj fortsætter deres udvikling? Er de så ikke pludselig det næste storsalg?
Det nytter ikke at være på bagkant igen, det er anden sommer i træk, hvor Wesström og Alm sejler rundt. Pt. så slemt at nedrykningsspøgelset med en vis begrundelse er flyttet ind i Ådalen, hvor det vil spøge frem til man rammer de ca. 30 point, som er det en overlevelse plejer at koste.
Man skal tro, tro, tro på sagen
Ideelt for mig ville Alm stille med disse elleve spillere mod FCM: Bernat – Owuzu, Slotsager, Helander, Adelgaard – Trybull (6’er), Manneh (8’er), Köhler (8’er) – Deedson, Al Hajj (9’er), Charly. Det er de i min optik bedste elleve spillere, Alm har pt. Mickelson vil true både Owuzu og Adelgaard og Kadrii vil altid være værdig til at spille.
Og når man nu er gået igennem ild og vand for at holde på staben, så bør man også tro på sagen. Tro på at tingene vil fortsætte i den rigtige retning, at Alm er den rigtige, selvom vi er mange, som stadig bærer rundt på en tvivl. Og man skal være klar på at ville investere klogere end man gjorde i sommer. Der skal mere topniveau og færre lykkeriddere ind.
Thorborg var nede på banen og fejre sejren over FCN med spillerne. Det betød noget for forretningsmanden at få sejren hjem. Fodbold betyder noget, hvilket Alm også har rost OB’s fans for at gøre opmærksom på. Og skal vi virkelig hylde noget omkring OB i disse år, så er det den opbakning, som fans’ne bringer på tribunen og den opbakning, dette medie mærker. Det er fantastisk. Det er her lyset findes, men er der også lys i horisonten for holdet? Det vil de kommende runder besvare…
Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.
Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.
Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen.
2 Comments
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.



Kære Thomas. Tak. Velformuleret og – endnu – et godt analyse-indblik i OBs aktuelle situation. Trist hvis Helander og Trybull kun kan være her i 2023-2024. De har da vist klasse og givet tro på OB (lidt..).
Godt forslag til Start 11. Men tror da jeg ville overveje Michelson også.
Tak for rosen, Jørgen. Det bliver et vigtigt vindue i januar, for der skal hentes erstatninger ind, hvis Helander og Trybull ikke forlænger.