Tirsdagsanalysen: Fodboldkemi og gode relationer er afgørende for OB
Af Thomas Dahlslykke
Hver tirsdag skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere og financieres af Klub SFÅ.
Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. (Foto: Frederik Hestbjerg.)
Denne uge havde jeg egentlig mest lyst til at skrive et hyldestindlæg til Bashkim Kadrii!
Jeg er dybt imponeret over den form, og det niveau han leverer i disse uger. Siden han kom hjem fra Al-Fetah d. 9. februar 2021 har jeg været skeptisk over for Kadrii som fast 9’er i OB. Først manglede han form under Hemmingsen, og da Alm kom til, manglede han at passe ind (scorede kun et mål i sæsonen 21/22). I sæsonen 22/23 begyndte han at være den bedste presspiller i OB, men med bolden var han stadig ikke den trussel, han var inden det arabiske eventyr. Det blev dog til otte mål.
I denne sæson har han allerede scoret tre mål og lavet en assist på seks kampe, og selvom mål er vigtige, så er den funktion, han har fået på banen, endnu vigtigere i min optik. Derfor vil denne ugens tirsdagsanalyse handle om relationer, og hvordan de kan ændre fodboldhold. Den vil også handle om, hvor relationerne ikke virker, og hvilke konsekvenser det kan have.
Fodboldkemi
Til de efterhånden mange træninger, jeg har set i denne sæson, har jeg ikke bemærket, at Kadrii og Rami Al Hajj søger hinanden, når der skal spilles gris eller på anden måde lige hygges lidt under træning. Til gengæld har det været tydeligt fra nærmest første sekund at Al Hajj har haft et særligt blik for Kadrii. Allerede i træningskampen mod Vejle lagde den libanesisk fødte svensker op til Kadriis mål.
I seneste kamp mod Hvidovre viste de to igen, at de har en særlig forbindelse; først ved scoringen til 3-0, hvor Al Hajj spiller Kadrii dybt på ydersiden af Hvidovres højre stopper, hvorefter Kadrii skarpt tværpasser til Deedsons gode 9’er-løb mod forreste stolpe. Senere til 4-1 hvor Kadrii venter til, at Al Hajj har sat sin mand, før han løber ind i det bagrum, hvor det Laudrup’ske lob får den knaldhårde opfølgende afslutning og mål, det fortjente.
Den form for forbindelse mellem spillere drømmer alle trænere om. Det er også den, man træner benhårdt på uge efter uge på træningsbanen. Når vi taler så meget om spillestil, som vi gør, så er det netop det, at spillerne løber de rigtige løb for hinanden. At de placerer sig, hvor man forventer de skal være.
Faktisk var Kadriis løb ved begge disse mål ikke usædvanlige. Det var nærmere normale løb fra Kadrii. Han tog også disse løb i sidste sæson, men dengang fik han ikke bolden. Hverken Frøkjær eller Jebali havde samme blik for Kadriis løb som Al Hajj har. Rent mentalt for Kadrii har det været svært at blive ved med at løbe de rigtige løb, når han aldrig fik bolden.
Det er ikke kun på sidste tredjedel, at Al Hajj har et særligt blik for Kadrii. Den tidligere Heerenveen-spiller formår også centralt på banen at skabe rum til Kadrii, hvilket gør, at københavnerdrengen virker mere involveret i det opbyggende spil end i tidligere sæsoner.
Al Hajj er en relationsspiller, som spiller de spillere, der bevæger sig rigtigt. Han trækker modstanderne indad i banen og skaber dermed plads på siderne. Noget som Kadrii med sin erfaring og fodboldkunnen profiterer af; noget som spillere som Deedson og Charly også bør kunne drage fordel af. Det skal bygges på.
Manglende kemi
På venstreback-pladsen har Nico Mickelson skubbet Aske Adelgaard ud på bænken. Grunden må findes i den til tider lidt for usikre defensive indsats fra den egenudviklede Adelgaard, hvor han med lidt for meget tænding er kommet skævt ind i sæsonen. Så ud fra et forsvarende perspektiv så kan jeg godt følge trænerteamets valg af Mickelson.
Offensivt er det dog et problem. Mickelson driver bolden godt og er forholdsvis driblestærk, men outputtet fra den norsk-thailandske back har været begrænset i sin tid i OB. Et mål og to assist i løbet af 3.513 minutters fodbold er meget lidt for en offensiv back.
Det gør det ikke nemmere for Mickelson at skulle være offensiv fra venstrebacken, selvom hans venstreben er ok, så kan han ikke på samme vis sætte spillet, som en venstrebenet venstreback kan. Noget som måske har gjort Charly Noucks muligheder endnu dårligere. Kampen mod Hvidovre viste i hvert fald, at de to ikke havde blik for hinanden. Men allerede mod AGF blev OB’s venstreside den svage side, hvor det i åbningskampene havde været derfra truslen kom.
Helt komisk blev det mod vestegnens lillebror, da Nouck og Mickelson nærmest løb ind i hinanden. Et tydeligt eksempel på manglende relation. I 2. halvleg kunne Nouck se fra bænken, at Mickelson ikke havde mange aktioner på modstanderens banehalvdel (ca. syv) – og kun en på sidste tredjedel.
Der kan være mange grunde til, at Mickelson ikke deltager lige så aktivt offensivt som fx Leeroy Owuzu gør, men når trænerteamet ønsker, at kanterne skal søge ind i banen, så skal backerne jo skabe bredde. Det får man pt. ikke med Mickelson. Man får heller ikke den dybe bold fra venstrefoden, som Nouck kan løbe lige ned i (som den Selvén scorede efter Paulsen fremlæg).
Det kan undre, at OB hentede en gardering for Adelgaard, når nu trænerteamet vurderer Mickelson bedre end netop fynboen. Dette holder ikke; enten skal Adelgaard eller Nicklas Mouritsen spille, for det forbedrer OB’s spil med bolden at have en venstrebenet venstreback.
Kemi eller ej
Jeg mener ikke, at Mickelson har blik for sine medspillere i den grad, OB’s spillestil kræver af ham. Jeg kan godt se, at han er bedre defensivt og knap så ultimativ i sit forsvarsspil som Adelgaard, og det har i nogen grad stabiliseret venstresiden. Skal OB blive endnu bedre offensivt skal man spille med en venstrebenet venstreback.
OB’s spillestil kræver, at alle spillere kan spille med fødderne, at de kan skabe muligheder offensivt gennem deres spilforståelse. Her halter venstreback-positionen. Til gengæld har man med Al Hajj fået en spiller ind, som gør sine medspillere endnu bedre, men Al Hajj må ikke glemme selv at blive farlig. Han skal nogle gange også selv få en afslutning på for at sikre, at han ikke bliver læst.
Spillere som Kadrii og Nouck har brug for, at spillerne bag dem kan se og spille dem rigtigt. Det har Al Hajj-Kadrii-relationen vist, men det har den manglende relation mellem Mickelson og Nouck også vist. Nouck er faldet i niveau, siden Mickelson er blevet fast mand. Det er selvfølgelig problematisk at skyde skylden på Mickelson, men Nouck har brug for, at backen kommer med frem, så de kan skabe overtal i siderum på modstanderens banehalvdel. Det skaber mere plads til Nouck og gør ham farligere.
Mod Vejle på fredag bliver det meget vigtigt, at man får løb omkring Vejles wingbacks, så de ikke tør at gå med frem. Det kræver bl.a. en offensiv back i begge sider. Det kræver måske, at Adelgaard eller Mouritsen får chancen på fredag.
—
Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.
Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.
Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen.


