OB’s nye drenge: Marco Lund

Af Martin Davidsen
15. januar 2018

OB har denne vinter skrevet kontrakt med flere nye spillere.

I en mini-serie her på obstemmer.dk sætter vi fokus på de nye drenge i klassen, og vi har i den forbindelse talt med journalister, som kender spilleren indgående, fordi de dækker hans foregående klub tæt.

I denne artikel fokuserer vi på Marco Lund, der er kommet til OB fra Esbjerg fB.

Navn: Marco Lund
Position: Central forsvarer
Alder: 21 år
Tidligere klub: Esbjerg fB
Superliga-kampe/mål: 32/1
Ellers noget: Marco Lund har spillet 10 unglandskampe for Danmark.

Tre spørgsmål til eksperten

Anders Dehn, journalist på tipsbladet.dk og forfatter til bogen “For klubben. For byen.”, der handler om Esbjerg fB:

Hvordan har Marco Lund præsteret i EfB?

“Han har kun haft én periode som fast mand gennem længere tid, fra starten til midten af sidste sæson, hvor EfB havde ligaens dårligste forsvar. Det kan man langt fra kun klandre Lund for, men ingen i defensiven var ret gode, og han har generelt haft svært ved at tilkæmpe sig en fast plads over længere tid.”

Hvad er hans styrker og svagheder?

“Hans styrke er, som han også selv siger, fysikken. Han er stærk, aggressiv og god i duellerne, og han har en no nonsense-attitude. Som jeg ser det, er han ikke lige så stærk i pasningsspillet som i duelspillet. Det har formentlig også holdt ham ude af holdet under EfB’s hollandske træner i denne sæson.”

Hvordan kommer han til at passe ind i OB?

“Han kunne godt passe fint ind. Han er stadig kun 21, så Kent Nielsen kan jo nå at forme ham endnu, og især hvis han får en rutineret makker i Kenneth Emil Petersen, kan det blive et glimrende skifte for både Lund og OB. Men han ligner ikke en starter i foråret.”

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalen her: 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?