Af Martin Davidsen

Fredag eftermiddag offentliggjorde OB, at der til sommer bliver skiftet ud på assistenttrænerposten i Superliga-truppen. John Bredal stopper således i OB efter tre år i klubben, og Kent Nielsen skal således have en ny assistenttræner til sommer.

Stemmer Fra Ådalen taler om nyheden i næste udsendelse, der optages søndag aften efter OB’s kamp mod FC København i Parken, og som optakt til udsendelsen bringer vi her et dugfrisk interview med OB’s sportsdirektør Jesper Hansen, der forklarer baggrunden for den kommende ændring i trænerstaben.

Lyt til interviewet med Jesper Hansen herunder eller læs det i nedenstående artikel.

Spørgsmål: Jesper Hansen, hvad er baggrunden for jeres kommende ændring i trænerskiftet?

“Vi har egentlig været godt tilfredse med det arbejde, John har lavet. Han startede for tre år siden sammen med Kent, og vi synes, der har været en fin udvikling i tingene. Men vi er kommet dertil, hvor jeg synes, at vi har brug for nye input for at bevare den dynamik, som jeg mener, der skal til i vores klub.”

I har længe talt om kontinuitet, men på det seneste har man kunne fornemme, at I har talt mere om at få nyt blod ind i truppen og klubben. Skal den her ændring ses i det lys?

“Vi har fysisk træner Janus Blond og målmandstræner Lars Bjerring, der er med til at sikre kontinuiteten, og når vi har de to sammen med Kent Nielsen, synes vi, at det kunne være fint at få nogle nye impulser ind. Vi har en strategi om at binde ungdommen og Superliga-holdet endnu tættere sammen, og det er også et parametre. Men vi har været glade for Johns arbejde. Vi forlængede hans kontrakt sidste år, men nu synes vi, at det er tid til at prøve noget andet.”

Hvorfor ikke bare beholde John Bredal og så tilknytte en ekstra mand til trænerteamet, hvis I vil have friske øjne på?

“Vi har allerede opjusteret ved at få en fysisk træner på fuld tid sidste sommer, og i forhold til at få en ekstra træner ind, handler det også om, hvilke kompetencer, der er i det. Vi synes, at assistenttrænerrollen er meget vigtig i forhold til at få de unge spillere gennem systemet.”

LÆS OGSÅ: OB står foran et afgørende 2018

John Bredal har selv udtalt, at han er ærgerlig og overrasket over det her, og Kent Nielsen har også udtalt, at han godt kunne se John Bredal fortsætte. Hvad tænker du om den interne reaktion på beslutningen?

“Det har jeg det ambivalent med. På den ene side er det rigtig positivt, at vi har nogle trænere og fodboldspillere, der sætter enorm stor pris på at være i OB. Det er en stor cadeau, der laves. Når vi ansætter trænere og assistenttrænere er Kent Nielsen også en vigtig del af det, for det er jo hans højre hånd, som assistenttrænerjobbet er. Kent Nielsen kunne godt forestille sig at fortsætte samarbejdet med John Bredal, men det betyder jo ikke, at han ikke ønsker alle mulige andre som assistenttræner. Vi har haft en god dialog om tingene, og ligesom andre ting, er vi nødt til at finde en løsning, og det har vi også fundet her. Kent ved også godt, hvilken baggrund der er for skiftet, og det accepterer han også.”

Hvad lægger I vægt på i forhold til at finde en ny assistenttræner?

“John og Kent startede op med et projekt, der handlede om Superliga-holdet, og siden har vi ansat Tonny Hermansen til at lave et setup omkring vores ungdom. I forhold til det, er de mennesker, vi ansætter, vigtige, når det handler om måden at gøre tingene på fremadrettet. Både Lars Bjerring og Janus Blond har også berøring til ungdomsafdelingen, og det havde John også. På den måde er der ikke så meget nyt. Men den profil, vi gerne vil have, skal også binde de to ting sammen.”

Hvornår forventer I en afklaring på assistenttrænerposten?

“Det kan jeg ikke sige noget om nu. Vi arbejder med tingene, og så snart der er noget afklaring, kommer der en udmelding.”

Den her historie bliver nogle steder udlagt som, at Kent Nielsens position nu er svækket i OB. Han har også kontraktudløb i sommern 2019. Hvordan forholder du dig til de spekulationer?

“Jeg forholder mig ikke til spekulationer, men jeg kan sige så meget, at der ikke er nogen som helst svækkelse af Kents situation i OB. Der er stor opbakning til Kent Nielsen, og hans situation er jeg før blevet spurgt om. Der er nogle ting i kontrakten med Kent, som vi forholder os til. Længere er den ikke. Der er ikke på noget tidspunkt stillet tvivl om Kents rolle i det her.”

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalen herunder: