Af Martin Davidsen, redaktør, Stemmer Fra Ådalen

Her på Stemmer Fra Ådalen er vi så privilegerede, at vi som det eneste medie har lavet to større interviews med Niels Thorborg med primært fokus på OB i løbet af de seneste år. Det har vakt opsigt begge gange, og særligt i januar trak bestyrelsesformandens meldinger overskrifter. Udover nogle meldinger om stadiondrømme bemærkede man, at Niels Thorborg slog fast, at OB skal tilbage i Europa meget snart. Den melding lå fint i tråd med tidligere udsagn om, at OB skal være en fast del af top seks og spille med om de europæiske pladser hvert år.

Når bestyrelsesformanden sætter sådanne ambitioner, er det den vægt, som OB’s præstation bliver målt på i offentligheden. Således også hos Stemmer Fra Ådalen. Nu har OB to sæsoner i træk været 90 minutter fra at komme i Europa, så på den måde kan den sportslige ledelse i OB sætte flueben ved det, men kigger man nøgternt på den netop overståede OB-sæson, må man konstatere, at det kun er på grund af turneringsstrukturens kringelkroge, at fynboerne kunne drømme om europæisk bold i sæsonafslutningen.

For OB missede allerede top seks i februar måned, og derfor stod det tidligt klart, at sæsonen 2019/20 må anses som en skuffelse i OB-regi.For niende sæson i træk vinder OB hverken medaljer, titler eller adgangsbilletter til Europa, hvilket ellers var en vanesag i perioden 1978 til 2011. I de 33 år fra betalt fodbold blev indført til OB’s seneste optræden i Europa, kvalificerede fynboerne sig til en UEFA-turnering 17 gange, svarende til hver anden sæson. Inklusive Toto Cup-kampe har OB spillet 97 kampe i europæisk regi, hvilket er tredjeflest af alle klubber i Danmark. Det er dét historiske åg, som nutidens OB bærer.

Man kan argumentere for, at OB har leveret en nogenlunde sæson, hvor man på trods af corona-pandemi og skadespandemi har styret skibet sikkert i havn og endda være tæt på Europa, men facit er, at fynboerne hverken har opfyldt klubbens egen målsætning og top seks eller bestyrelsesformandens drømme om Europa.

OB’s seneste europæiske kamp ligger snart ni år tilbage, og den aktuelle tørke er den længste siden OB’s europæiske debut i 1978. Kigger man på de 12 klubber i Superligaen anno 20/21, har 10 af holdene været i Europa i den tid, der er gået siden OB’s seneste europæiske kamp på Craven Cottage mod Fulham i december 2011. Kun Vejle skal spejde længere tilbage i historien efter europæiske oplevelser. Hvis Thorborg og resten af OB-ledelsen ser OB som en klub, der hører til i kampen om de europæiske pladser, er det svært at finde aktuelle argumenter herfor.

Uden rytme, ingen musik

Og hvorfor er OB så ikke lykkedes for niende sæson i træk? Det kan der være mange grunde til. En af grundene handler om økonomi. OB’s spillerbudget er enten det sjette- eller syvendestørste i landet, og man ligger på niveau med klubber som Randers, AaB, FC Nordsjælland og SønderjyskE med AGF et stykke foran og Brøndby, FCK og FC Midtjylland milevidt. Derfor vil OB i langt de fleste sæsoner havne i feltet mellem nummer fire og 10 i Superligaen. Alle undersøgelser viser, at økonomi har så stor betydning i moderne fodbold, at de rigeste vil vinde flest kampe over tid. Så hvis OB vil gøre alvor af drømmene om en tilbagevenden til en fast del af toppen af dansk fodbold, skal man geare klubben økonomisk til det. Der skal ganske enkelt større indtægter til, så spillerbudgettet kan hæves og kvaliteten i truppen kan styrkes. Når man banker på vandrørene i Ådalen, hører man også, at der internt er et ønske om dygtigere spillere. Hvis OB skal tilbage til toppen, kræver det større investeringer i spillertruppen, og det kan enten ske via en organisk vækst eller via yderligere investeringer fra ejerkredsen.

En anden grund til OB’s lange periode uden for Superligaens øverste tredjedel er savnet af en tydelig sportslig strategi omkring Superliga-holdet. Kigger man på sammensætningen af OB’s trup, rejser det flere spørgsmålstegn, og man må konstatere, at den aktuelle sæson har været en rodebutik, når man kigger på trupsammensætningen.

I sommerens transfervindue sagde man farvel til otte spillere og goddag til fire, mens vinteren bød på fem afskedsreceptioner og fem nye ansigter. Det er samlet set 22 transfers i løbet af en sæson . Det er en voldsom trafik, der ganske vist er symptomatisk for hele fodboldens verden, men som ikke er lykkedes godt i OB. Hvor mange af OB’s tilgange i denne sæson har været ubetingede succeser? Det er vel kun Mikkel Hyllegaard og Sander Svendsen, mens spillere som Alexander Juel Andersen, Aron Élis Thrándarson, Kasper Larsen, Mart Lieder, Jørgen Skjelvik, Moses Opondo, Issam Jebali og Kingsley Madu enten har været skadede eller mangler at vise deres værd. Og så ved jeg godt, at man ofte skal vurdere en transfer over længere tid end bare et halvår, men vi må konstare, at det har kostet OB dyrt – eller i hvert fald en europæisk plads – at sige farvel til folk som Bashkim Kadrii, Kasper Nielsen og Ramon Leeuwin i løbet af sæsonen, når deres afløsere ikke har slået til.

På grund af de mange skader, der også er en del af fortællingen om OB anno 19/20, har OB-holdet til tider lignet et kludetæppe syet sammen af de forhåndenværende stykker stof. Ingen spillere har medvirket i alle sæsonens kampe. OB har benyttet 39 spillere i løbet af sæsonen. Det er en voldsom klubrekord. Kun to markspillere (Jeppe Tverskov, 29 kampe og Sander Svendsen, 31 kampe) har været med i mindst 28 af sæsonens kampe. Det betyder, at resten af truppen maksimalt har været med i 75 procent af holdets kampe. Når næsten hele truppen har været fraværende i en fjerdedel af sæsonen, er det svært at få succes. Den manglende rytme og kontinuitet i OB-truppen på lang sigt har også vist sig gældende på kort sigt. Uden rytme, ingen musik. Og da slet ikke den slags hymner, der spilles over højtaleranlægget før kampe i Europa League og Champions League.

Ungdommens kraft

Der har dog været lyspunkter i 19/20-sæsonen, der i OB nok mest vil blive husket for det U19-mesterskab-klubben hentede. Det er et stærkt signal, og selvom guldet primært blev hentet på grund af holdets kollektive kvaliteter, er det alligvel et udtryk for det gode talentarbejde, der foregår i OB. Klubben er blevet vurderet som nummer fem i DBU’s licenssystem, der særligt vægter strategisk arbejde højt, og OB’s akademi må efterhånden være en attraktiv adresse for landets yngste talenter. Samtidig har det på den korte bane vist sig, at ungdommen byder på nogle spændende navne, der er klar til at træde op i Superligaen. Max Fenger har allerede etableret sig som Superliga-spiller, og unge folk som Mads Frøkjær og Oliver Christensen har også brugt denne sæson på at udvikle sig til at blive voksen-spillere og profiler på OB’s bedste mandskab. Læg hertil spændende navne som Tarik Ibrahimagic, Robin Østrøm og Mikkel Hyllegaard. Og så er Sander Svendsen jo altså kun 22 år gammel.

Gennemsnitsalderen for OB-holdet i 19/20-sæsonen var 25 år og 278 dage – det er et af de yngste OB-hold i hele Superliga-æraen, og der er pludseligt et spændende ungt potentiale at spore i OB. De unge skal bare have nogle stærke ledere at læne sig op ad – udover Jeppe Tverskov. Et ungt hold er ikke nødvendigvis lig med store sportslige resultater – snarere tværtimod.

OB kan glæde sig over, at sæsonen 19/20 markerede en milepæl i klubbens historie; der er endelig kommet styr på klubbens faciliteter med det nye Superliga-hus, der sikrer gode og professionelle rammer, der bringer OB op på niveau med konkurrenterne. Nu behøver man ikke længere at præstere på trods, og så man regne med, at Bane 1 i Ådalen også snart er klar til at blive spillet fodbold på, så holdet ikke skal virke som landevejens riddere og rakke til Nyborg, Falen og andre steder på Fyn i jagten på godt græs. Desuden hører man om en driftig kommerciel afdeling, der nok er udfordret af corona, men som inden krisen kunne glæde sig over rekordstort salg af sæsonkort og et stigende tilskuertal. Der er fremgang på flere parametre, men OB venter stadig på den store forløsning på banen.

Skelsættende sæson 20/21

OB står nu overfor en skelsættende sæson. For det første har træner Jakob Michelsen kontraktudløb i sommeren 2021, og hans fremtid er helt naturligt på spil i den kommende sæson. Det er ti år siden, at OB sidst forlængede kontrakten med en permanent cheftræner; det var i april 2010, hvor Lars Olsen forlængede sin kontrakt – for så at blive fyret i september 2010.

Mere afgørende er, at OB får sat en stabil sæson sammen, der igen kan give tro på, at fynboerne kan blive en fast del af dansk fodbolds top – og drømme om Europa. Man kan med god ret sige, at de seneste to sæsoner har været de bedste i OB siden sølvårene, og alene af den grund bør man holde fast i set-uppet med Jakob Michelsen som cheftræner. Igen er det dog vigtigt at slå fast, at det ikke handler så meget om hvem, der lige er træner. Det handler mere om de betingelser, man giver ham. Hvilke spillere har Jakob Michelsen til rådighed i næste sæson? Ved afslutningen af denne sæson er der spørgsmålstegn ved fysikken hos spillere som Janus Drachmann, Mart Lieder, Alexander Juel Andersen, og så skal OB vurdere, om næste sæsons OB-succes skal sikres af folk som Issam Jebali, Moses Opondo, Jørgen Skjelvik og nogle af de andre OB’ere, der endnu ikke har overbevist omgivelser hundrede procent om deres værd. Der kan godt vente et oprydningsarbejde for Michael Hemmingsen og resten af det sportslige udvalg, hvor førnævnte Thorborg jo spiller en hovedrolle som formand. Og hvem skal ind? Det er næppe forkert at påstå, at OB har brug for to-tre nye topspillere, hvis man vil avancere i tabellen. Det ligner endnu et aktivt transfervindue, men det er som bekendt en udsendelse for sig selv.

Også i næste sæson må vi gå ud fra, at det officielle mål for OB er en plads i top seks, men bag denne melding vil Thorborgs drømme om Europa stadig spøge. Nu har man været tæt på i to sæsoner i træk – kan OB så tage skridtet ud i Europa næste år? Det er sidste chance, hvis man ikke skal runde et tiår uden europæisk deltagelse. Muligheden er i princippet bedre end nogensinde, for på grund af UEFA’s koefficientliste er der hele fem europæiske billetter på højkant i den kommende sæson. Superligaens nummer et, to og tre er således sikker på europæisk deltagelse, mens nummer fire skal spille mod nummer syv. Hertil kommer billetten til pokalvinderen, så hvis et hold i top fire vinder pokaltitlen, bliver næste års Europa Playoff spillet mellem nummer fem og syv i Danmark. Det gør både top seks og en syvendeplads mere attraktiv. Men konkurrencen er hård i en liga, hvor FC Midtjylland og FC København er i en klasse for sig, og hvor AGF, Brøndby, AaB og FC Nordsjælland må vurderes at have et forspring i forhold til OB.

I det hele taget ligner det en uhyre spændende 20/21-sæsonen, der også bliver hektisk på grund af et sammenpresset corona-ramt kampprogram. Der er nu kun 12 hold i Superligaen, og to af dem rykker direkte ud, så en plads i den nederste halvdel af ligaen efter grundspillets 22 runder vil igen kunne sende neurotiske nedrykningsbølger ud i diverse klubber.

Det handler derfor om at stå godt rustet, når sæsonen begynder midt i september, og derfor venter hårdt arbejde i OB i de kommende uger, hvor truppen skal geares til det, der venter. Der er som altid mange spørgsmål, der venter på at blive besvaret omkring OB. Og der er nok at tale om i en podcast om OB.

Det glæder vi os til.

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: