Af Martin Davidsen, redaktør for Stemmer Fra Ådalen

Det er efterhånden halvandet år siden, at vi første gang tændte for udstyr og diktafon for at optage Stemmer Fra Ådalen. Siden er der sket meget med vores lille medie, og i dag har vi nået en ny milepæl.

Albani er ny sponsor og samarbejdspartner, og aftalen gælder tilmed et helt år frem. Det giver både ro og nye muligheder for at udvikle Stemmer Fra Ådalen.

Det har hele tiden været planen at skabe et uafhængigt medie om OB, der kunne levere seriøs og nuanceret dækning af Fyns største fodboldklub, og som virksomhed har en præmis for dette har naturligvis været at kunne tjene nogle penge på det også. Derfor er aftalen med Albani væsentlig.

På trods af flotte donationer fra lyttere samt forskellige andre tiltag, der har givet lidt indtægter, har Stemmer Fra Ådalen været en underskudsforretning indtil videre, når man tænker på de timer, penge og kræfter, der er blevet lagt i projektet. Samarbejdet med Albani giver nu en ny situation, for når vi lægger Albanis sponsorat sammen med de donationer, der måned efter måned kommer fra brugere på 10er.dk, ser det fornuftigt ud.

Derfor vil vi også fortsat bede vores lyttere om at donere penge via 10er.dk – det er naturligvis frivilligt, om man vil gøre dette, men vi kan blot konstatere, at aftalen med Albani blot er et af de ben, vi skal stå på i fremtiden. Det svarer til, at en avis har fået en stor annoncør; avisen koster stadig penge for læseren. Men som sagt: Der er tale om donationer, og podcasten er stadig gratis at lytte til – den er bare ikke gratis at producere.

Men hvad betyder aftalen med Albani så? I første omgang giver Albani-midlerne os mulighed for at øge antallet af udsendelser og lege mere med podcast-formatet. Der vil stadig blive produceret en ugentlig udsendelse med klassisk paneldebat, men vi vil i højere grad lave nogle specialudgaver af programmet. Det kan være interviews med nuværende eller tidligere OB-personer, nostalgi-udsendelser, blogindlæg på lyd, træningsreportager eller noget helt femte. Sikkert er det imidlertid, at vi i samarbejde med Albani vil lave nogle live-events med programmer optaget foran publikum på forskellige steder i Odense.

Første gang er i forbindelse med transfervinduets Deadline Day den 31. august, hvor vi samles på sportsbaren Kick Off i Odense til en spændende aften med masser af OB-nørderi. Det glæder vi os til at fortælle mere om.

Et oplagt spørgsmål oven på dagens nyhed om aftalen med Albani vil naturligvis være, om vi fortsat kan være uafhængige og kritiske overfor OB, når bryggeriet også er hovedsponsor i klubben. Det kan vi selvfølgelig godt. Det er en grundpræmis for Stemmer Fra Ådalen, at vi er et uafhængigt medie, der hverken har interesser hos klubben, hos fansene eller hos nogle andre. Vores eneste interesse er at lave et journalistisk funderet produkt, der giver en seriøs og nuanceret dækning af OB på samme måde som ethvert andet lokalmedie, der dækker en sportsklub. For det er netop sådan, vi betragter os selv: Som et lokalmedie. Og mon ikke også Fyens Stiftstidende, Horsens Folkeblad og Nordjyske Medier har nogle af de samme annoncører, som er sponsorer i OB, AC Horsens og AaB?

Stemmer Fra Ådalen har gennemgået en rivende udvikling i løbet af det første halvandet år. Vi har næsten fordoblet vores gennemsnitlige lyttertal i perioden, og vi modtager stadigt flere positive henvendelser fra lyttere af programmet. Det fortæller os, at vi er på rette vej.

Vi er ydmyge omkring vores position som et medie, der vil tage alt i og omkring OB seriøst, og vi er altid åbne for ideer, ris og ros. Det er stadig pudsigt, at vi den ene dag får at vide, at vi er for kritiske, mens vi den anden dag får at vide, at vi er for ukritiske, og den slags kommentarer vidner blot om, at vi har en bred målgruppe med mange forskellige ønsker til vores indhold.

Vi tester med jævne mellemrum nye formater, og vi har på det seneste også givet debut til flere nye paneldeltagere. Vi hører gerne fra potentielle debattører, der vil medvirke i programmet. Indtil videre har vi kun hørt fra et par stykker, hvoraf den ene havde visse krav om i hvilken sammenhæng, vedkommende skulle medvirke. Som altid skal en paneldeltager stå frem med eget navn, og så er det i øvrigt en redaktionel vurdering, hvordan paneldebatterne sammensættes i forhold til deltagere og indhold – den slags sker i øvrigt oftest et par uger i forvejen.

Den seneste måneds tid har vi testet nye måder at forbedre vores lyd på, men vi har endnu ikke fundet den optimale løsning i forhold til tid og kvalitet. Men vi arbejder på sagen, og samarbejdet med Albani åbner også for, at vi kan gøre noget ved teknikken. Dog kan vi konstatere, at vi efterhånden får meget få klager over lyden, og at vi også her er på rette vej.

Det er en stor dag for Stemmer Fra Ådalens redaktion, og vi glæder os til at fortsætte vores arbejde med at skabe fremtidens nichemedie om OB.