Det har været en vild sæson for Stemmer Fra Ådalen, men trods corona-krise og andre udfordringer går det fremad for vores lille medie. Redaktør Davidsen gør status for et år med rekorder, nye samarbejder og lyttertal, der overgår tilskuertallet til OB’s hjemmekampe.

Af Martin Davidsen, redaktør, Stemmer Fra Ådalen

Efter en meget lang og begivenhedsrig sæson puster vi på Stemmer Fra Ådalens redaktion lige nu ud. I hvert fald for en kort stund. I den forgangens sæson optog vi 62 podcast-episoder fra optakten i starten af juni 2019 til sæsonafslutningen i august 2020. Vi nåede vidt omkring og satte rekorder undervejs, og nu trækker vi lige vejret, inden vi i næste uge tænder båndoptageren igen.

Podcast-pausen betyder dog ikke, at vi laver ingenting. Der sker faktisk en del omkring vores lille medie, og derfor denne status, der ikke er så lille.

Først og fremmest skylder vi alle vores lyttere en stor tak. Vi satte flere egne rekorder i løbet af den forgangne sæson, men lad mig nævne et par stykker:

  • Vi rundede for første gang flere episoder med over 3.000 afspilninger
  • Vi nåede over et gennemsnitligt lyttertal på 2.500 afspilninger pr. episode
  • Vi ramte over 144.000 afspilninger i alt gennem hele 19-20-sæsonen. Til sammenligning blev OB’s kampe i den corona-ramte sæson overværet af 164.193 tilskuere på diverse stadioner, så vi er altså tæt på at have lige så mange lyttere, som OB havde tilskuere til alle kampe i den forgangne sæson. Sammenligner vi kun med OB’s hjemmekampe alene, kan vi tælle langt flere lyttere end tilskuere (144.699 vs 96.324)

Hertil kommer alt vores andet indhold i form af blogs, livesendinger, indlæg og videointerviews, som vi også mærker stor opbakning til. Tak for det.

Og lad mig blot fortsætte sammenligningerne. I 2017/18-sæsonen havde vi 68.596 afspilninger. I 2018/19-sæsonen havde vi 118293 afspilningerne. Så denne sæsons 144.699 afspilninger er altså en massiv rekord, der selvfølgelig også har noget at gøre med mængden af episoder, som vi har sendt på gaden. Og så er det selvfølgelig rigtigt, at vi stadig er en lille fisk i det store podcast-hav, men fremgangen betyder meget for os.

Partnere henvender sig selv…
Den øgede mængden indhold er et resultat af, at vi også økonomisk mærker fremgang. Jeg har som redaktør aldrig lagt skjul på, at Stemmer Fra Ådalen også er en del af min forretning som freelancer, og jo flere indtægter, vi kan skabe til Stemmer Fra Ådalen, desto mere indhold kan vi lave i form af podcasts, interviews og diverse live-sendinger.

Derfor er vi glade for Albani som fast samarbejdspartner og sponsor, og vi er glade for, at vort samarbejde foreløbigt er forlænget frem til udgangen af 2020. Og der er muligheder for mere. Albanis faste sponsorat er et godt sikkerhedsnet, som i øvrigt har været med til at sikre, at vi i 2020 har købt nye podcast-mikrofoner og har kunne tilbyde fine præmier til vores lyttere.

At det går godt for Stemmer Fra Ådalen mærker vi også ved, at flere partnere er begyndt at henvende sig selv. Vi har netop indgået en aftale med Fyens Stiftstidende, der betyder, at man kan tegne abonnement på avisen, der så vil støtte Stemmer Fra Ådalen. For hvert solgt abonnement, giver Fyens Stifstidende 500 kroner til Stemmer Fra Ådalen, så vi kan lave mere indhold om OB.

Desuden har vi lavet aftaler med foredragsvirksomheden Tikko samt plakatmagerne fra Citatplakat, så vi kan udlodde eksklusive præmier til de lyttere, der støtter os på 10er.dk.

Og netop vores støtter på crowdfunding-sitet obstemmer.10er.dk fortjener også en særlig tak.  Vi har oplevet en stor stigning af antallet af folk, der støtter os, og særligt under corona-nedlukningen var det fedt at mærke – og her skylder vi også tak til alle jer, der købte enten t-shirts, bøger eller kopper og støttede os derigennem.  Vi nærmer os nu 100 crowdfundere, der hver især støtter med et mindre beløb pr. udsendelse. Det er mange små bække, som er ved at blive til en smuk å. Lytternes donationer er dermed gået fra at være en lille sjat, der kunne købe os en brunsviger i ny og næ til at være en af grundpillerne i Stemmer Fra Ådalen. Det har blandt andet betydet, at vi har kunne tage på en del udebaneture og dække OB’s udekampe live på Facebook. Senest i slutspillet, hvor vi var i Aarhus to gange og en enkelt gang i Horsens. Nogle af pengene går også til togbilletter til de af vores paneldeltagere, der tager turen fra København til Odense for at tale om OB i ny og næ. I det hele taget er det min forventning, at fremtidens medier er bygget sådan op; en blanding af virksomheder og brugere, der støtter nichemedier, der giver mening for dem.

Mere indhold på vej
Det var en længere smøre om kedelig økonomi, men det er noget, vi er stolte og glade over. Og så betyder det, at vi kan lave endnu mere indhold om OB. Vi er endnu ikke der, hvor der er halv- eller fuldtidsstillinger i spil, men det går den rigtige vej. Som tidligere nævnt forsøger vi ikke at tjene penge for at fylde en pengetank, men for at kunne lave flere podcasts, flere interviews, flere blogindlæg om den klub, som mange fynske hjerter banker for. Vi håber på, at vi snart kan komme op på to ugentlige podcast-episoder – eller i hvert fald seks om måneden. Samtidig vil vi prioritere ugentlige interviews med OB-folk og også skrue op for indholdet på obstemmer.dk.

Og så vil vi også fortsat lave nogle ekstraordinære tiltag som musikvideoen med Juncker og Storebrorgruppen, der efterhånden er blevet set næsten 7.000 gange. Det vil svare til en fjerdeplads på listen over de bedst besøgte OB-hjemmekampe i den forgangne sæson.

Som skrevet andetsteds på obstemmer.dk har vi også brugt nogle af vores indtægter på at købe en bænk, der kan stå ved bane 1 i Ådalen. Vi har ikke noget fast studie, men det er her, vi allerhelst vil sidde, når vi optager podcasts. Og at andre tilskuere til træninger og kampe i Ådalen så kan få gavn er bænken, er blot glædeligt.

Lad mig til sidst opsummere: Stemmer Fra Ådalen vokser stadig, og vi har ambitioner om at udvikle os yderligere. Vi har allerede nogle redaktionelle samarbejder med både Facebook-siden OB News og bloggen 817.dk, som hjælper os med mere indhold. Stemmer Fra Ådalen vil være stedet, man går til for at få den vigtigste information, debat og viden om OB hos. Vi er ikke altid først med nyheder og interviews, men vi prøver at gå et spadestik dybere og behandle rigets tilstand i OB fra et større perspektiv. Vi skal fortsat være et uafhængigt medie, der dækker OB på tæt afstand og med total redaktionel frihed. Det er altafgørende for os, for selvom mange af vores paneldeltager og lyttere holder med OB, ændrer det ikke på, at vi ser på OB med både kritisk og nuanceret blik. Ligesom når landsækkende medier dækker landsholdet.

Vi modtager som altid gerne ros, ris, kritik og konstruktive råd, og der har heldigvis været masser af feedback i årets løb. Personligt har jeg været glad for alle reaktioner; både fra manden i en togkupé et sted på Sjælland, der ud af det blå antastede mig og sagde: ’Jeg elsker Stemmer Fra Ådalen’ til alle jer, der ofte deler vores indhold på diverse sociale medier. Og så hæfter jeg mig også ved, at jeg gennem mit øvrige arbejde i fodboldens verden har mødt fodboldfagfolk fra andre klubber, der også roser Stemmer Fra Ådalen. Jeg har blandt andet hørt fra en træner i FC Nordsjælland og en midtbanespiller i Lyngby, der er blandt vores faste lyttere – ikke fordi de holder med OB, men fordi de får god fodbolddebat.

Vi er også glade for de forslag til forbedringer, vi indimellem modtager. Vi læser det hele, men det er ikke alt, vi retter os efter. Vi får stadig meldinger om, at vi enten er for negative eller for positive, og det er en god reminder om, at vi forhåbentligt rammer en fin balance. Som jeg nogle gange siger i podcasten, skal vi både kunne sige ”OB spillede en god kamp, men…”  efter en OB-sejr og ”OB spillede en dårlig kamp, men…”, når OB har tabt. I en sort/hvid fodbolddebat vil vi gerne finde nuancerne.

Der er også holdninger til både panelsammensætning og hvor kritiske spørgsmål, vi stiller til OB-ledere, men jeg kan kun sige, at vi både paneldeltagere og interviewere gør sig umage og leverer deres bedste, når de er i aktion. Og vores paneldebatter i podcasten skal gerne rumme forskellige perspektiver, og derfor er det et mål at have både fans og fodboldfagfolk med hver gang. Og så vil jeg igen påpege, at Stemmer Fra Ådalen ikke er en fanpodcast eller et fanmedie. Vi er et medie, der dækker OB fra forskellige vinkler. Derfor er der forskellige folk med.

Vi vil fortsat gøre os umage og forsøge at levere den bedste dækning af OB. Vi håber, at I som lyttere eller læsere fortsat vil være med på turen.

Tak for en god sæson. Vi glæder os til den næste.