Det uafhængige medie Stemmer Fra Ådalen tager nye initiativer i dækningen af OB efter ny aftale med Albani.

Superligaen står for døren! Søndag den 14. juli tager OB imod de danske mestre fra FC København i første spillerunde af den nye sæson, og der er både udsigt til en spændende kamp og en interessant turnering for fynboerne.

For Stemmer Fra Ådalen venter også nye, interessante tider. På tærsklen til den sjette halvsæson som seriøst fodboldmedie er Stemmer Fra Ådalen således klar til at tage næste skridt og skrue op for dækningen af OB.

Stemmer Fra Ådalen har indgået en ny samarbejdsaftale med Albani, der sikrer mere indhold på mediets forskellige kanaler; på både lyd, tekst og video.

Indtil videre har Stemmer Fra Ådalens primære produkt været podcasten af samme navn, men i den kommende sæson vil man også kunne læse artikler, blogindlæg og andet indhold på websitet obstemmer.dk. Ligeledes vil man på Stemmer Fra Ådalens facebook-side fremover kunne se mere videoindhold fra både kampe og træning med OB.

”Vi er glade for, at Albani har forlænget deres sponsorat af vores lille medie, så vi kan fortsætte arbejdet med at dække OB på seriøs, saglig og underholdende vis. Vi mærker stor opbakning til projektet fra vores lyttere og brugere, så vi glæder os til at skrue op for blusset og lægge endnu flere kræfter i at sikre en stærk dækning af OB,” siger redaktør Martin Davidsen.

Senest har Stemmer Fra Ådalen livestreamet en af OB’s træningskampe, og forude venter et efterår med en fast ugentlig podcast-udsendelse samt faste elementer på obstemmer.dk som kampoptakt, klummer fra tidligere OB-spillere og forskellige kamprelaterede artikler.

”Vi har en ambition om at være det foretrukne medie, når det handler om OB, og derfor forsøger vi hele tiden at udvikle os. Derfor har vi også indgået et samarbejde med Facebook-siden OB News, så vi kan nå ud til endnu flere brugere, ligesom vi på udkig efter flere partnere til vores nye indhold. Vi vil gerne favne bredt og blive ved med at præge debatten om OB,” siger Martin Davidsen.

Stemmer Fra Ådalen har eksisteret siden foråret 2017 og er skabt af Martin Davidsen, Morten Skov, Peter Brix og Simon Voetmann, der hver især har fulgt OB på både professionelt og personligt plan gennem mere end 25 år. Alt indhold fra Stemmer Fra Ådalen kan findes via websitet obstemmer.dk