Optakt til OB-AaB: En topkamp – teoretisk set…

Af Emil Plovgaard
3. december 2020

Kampfakta:
Kamp: OB – AaB
Kick-off: Fredag 4. december 19.00
Runde: 11
Dommer: Jens Maae / VAR-dommer: Sandi Putros

Status:
For næsten ti år siden tog OB afsked med Thomas Helveg, der forinden havde meldt, at han ville lægge støvlerne på hylden. Først skulle han dog have den sidste kamp inden vinterpausen med. Den blev spillet mod fredagens modstandere fra Aalborg – og det endte med, at der hele seks gange måtte trykkes på den knap, der frigav Robbie Williams’ “Let Me Entertain You” i højttalerne. Målene var også omtrent det eneste, fynboerne kunne varme sig med, for i løbet af anden halvleg besluttede vejrguderne sig for, at det skulle være december-vejr. Sneen tog således til, men det skulle ikke sætte en stopper for afrikanerslængets vanlige sejrsdans.

Dengang løb spillerne ind til Carl Orffs ‘O Fortuna’, men et ønske om at gøre det hele lidt mere fynsk førte til et skifte, der også tidligere er beskrevet på selvsamme kanal.

Kalenderen har siden da skiftet et enkelt tal ud, og vi befinder os nu i 2020. Verden er blevet en global viruspandemi rigere, og det har på mange måder været et modbydeligt år. Således også for OB, der aktuelt befinder sig på en 10.-plads i Superligaen. Pladsmæssigt langt fra de indledende ambitioner om en sjetteplads, men pointmæssigt ser opgaven ikke umulig ud. Fire point er der op til AGF, som indtager den plads, der ville indfri fynboernes mål.

Pilen er i en nedadgående kurve for fredagens hjemmehold. Sidste rundes kamp vendte ikke om på den front, for stimen blev ikke vendt. Tværtom. For OB tabte nemlig i Randers. Som de har gjort så ofte før.

Fynboerne var bagud 0-2, men Oliver Lund fik pyntet lidt på resultat otte minutter før den ordinære spilletid oprandt.

Med en masse forvirring udenfor banen, der hovedsageligt bunder i Michelsens uvisse fremtid – cheftrænerens kontrakt udløber til sommer – er der nok bange anelser i det fynske for, at denne kan have sneget sig med ind på banen.

Efterhånden som der er spillet flere kampe i sæsonen, er det blevet mere og mere vanskeligt at spore sig frem til, hvilket udtryk, OB’erne egentlig ønsker at komme med.

Anderledes forholder det sig hos AaB, der på trods af en nylig trænerafgang ser ud til at have en klar agenda på fodboldbanen. Navnligt excellerer Lucas Andersen i det offensive, mens nytilkomne Pedro Perreira har set stabil ud i defensiven og ganske vist ligner et rent scoop, når man kigger på hans seneste klub, der ligger i den næstbedste portugisiske række.

Førstnævnte fortalte tidligere på ugen, at spillertruppen trivedes under den nuværende træner, Peter Feher, og derfor bør klubbens sportschef, Inge André Olsen, nok også grundigt overveje sit næste skridt. Der er forlydender om, at nordmanden holder mange videomøder, og derfor spekuleres der i, at den kommende træner er et udenlandsk navn. Den succesrige Kjetil Knutsen, der førte til Bodø/Glimt frem til et norsk mesterskab i indeværende sæson nævnes som et af de mest spændende emner på den alenlange liste. Også Martí Cifuentes fra Sandefjord er på tegnebrættet.

Nordjyderne ligger nummer fem i tabellen og har i klubbens seneste to kampe delt point med både FC Nordsjælland og FC Midtjylland. Senest i Herning i lørdags blev det 0-0.

Tager man udgangspunkt i nutidens så kendte xP – Expected Points-system – burde OB ligge nummer fire i tabellen, mens fredagens gæster fra det nordjyske ville toppe tabellen. Hvis man tager de teoretiske briller på, er det vel ganske belejligt at kalde dette for en topkamp.

Bud på opstilling: 4-3-3

Christensen – Skjelvik, Larsen, Tverskov, Johnson – Frøkjær, Okosun, Kløve, Thrandarson – Jebali, Sabbi

Skader og karantæner:

Alexander Juel-Andersen, Max Fenger og Tarik Ibrahimagic sidder over med skader. Mart Lieder meldes tvivlsom, men bliver formentlig ikke kampdygtig. Desuden er der ifølge Fyens Stiftstidende også tvivl om Jeppe Tverskov og Jørgen Skjelvik.

De to AaB-svenskere, Oscar Hiljemark og Tim Prica, er begge ude med skader. Unge Mathias Ross er også en tur på lazarettet. Mathias Christensen har brækket hånden, og det er derfor uvist, om han er med i Odense fredag.

Ingen af klubberne har spillere i karantæne.

Seneste indbyrdes kampe: U-T-T-V-V

9. december 2019: OB 0 – 0 AaB
18. oktober 2019: AaB 1 – 0 OB
14. december 2018: OB 1 – 2 AaB
30. september 2018: AaB 0 – 1 OB
29. oktober 2017: AaB 0 – 2 OB

Ellers noget?

  • Fredag er det præcist 10 år siden, at OB slog AaB med 6-0 på hjemmebane i Thomas Helvegs afskedskamp. Peter Utaka scorede to gange. Det samme gjorde Espen Ruud, mens Hans Henrik Andreasen og Henrik Toft noterede sig for et enkelt hver.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: