Optakt: Randers FC – OB

Af Martin Davidsen
21. februar 2020

I samarbejde med OB News er Stemmer Fra Ådalen igen klar med en optakt til OB’s kommende kamp, hvor modstanderen er Randers FC. 

Af Emil Plovgaard

Kampfakta:
Runde: 22
Kamp: Randers FC – OB
Kampstart: Søndag den 23. februar 14.00
Dommer: Aydin Uslu

Status
Det nye år blev sparket skidt i gang for OB, og det begyndte slet ikke for Randers FC. Nu skal de to klubber ud i en drabelig duel fastelavnssøndag, hvor begge hold håber at kunne slå katten af tønden.

Kan OB udnytte, at Randers endnu ikke har spillet en Superliga-kamp? Eller er det fuldstændig underordnet, når kronjyderne vil forsøge at gøre alt, der står i deres magt for at behage et kræsent hjemmepublikum?

Det gik ikke, som spillerne, Jakob Michelsen og størstedelen af de fremmødte 9.675 tilskuere havde håbet på, da OB søndag aften tog imod Brøndby IF på Nature Energy Park. Drengene fra Vestegnen kunne således køre hjem med tre meget vigtige point efter en taktisk veldisciplineret indsats i den fynske hovedstad, der foruden to mål også resulterede i et rent bur.

Nu skal Striwerne forsøge at tage revanche mod Randers FC, der officielt endnu ikke har været i aktion i år. Søndagens lokalopgør mod AGF i Aarhus blev nemlig udsat, da banen på Ceres Park ikke kunne stå imod for al den nedbør, der er faldet denne vinter.

Efter OB’s nederlag til Brøndby og en sejr på 6-0 til FC Nordsjælland over AC Horsens, er der nu hele fire point op til sjettepladsen, som giver adgang til mesterskabsslutspillet.

Randers har haft en blandet opstart, og de lyseblå heste har, ligesom OB, været en tur i Belek og mødte Shkëndija, Chertanovo Moskva og Krylja Sovetov, uden at hente en eneste sejr. Det betyder, at kronjyderne i vinteropstarten kun står noteret for én sejr, 4-3 hjemme mod Vendsyssel FF. Generelt har der været defensive problemer at spore hos Hestene i opstartsfasen.

Randers, som stadig er med i pokalen, hvor de møder SønderjyskE, er i øjeblikket at finde på syvendepladsen. Og det er i kampe som den mod OB, at Thomas Thomasbergs tropper skal høste point. Både FCM og FCK venter nemlig forude, så der er ikke plads til fejl.

Hjemme på Cepheus Park er der ingen frygt, når OB kommer på besøg. Ikke siden 2014 har fynboerne fået fuldt hus – dengang blev det til en 2-0-sejr på mål af Emil Larsen og Lasse Nielsen.

Bud på startopstilling:

Oliver Christensen – Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Alexander Juel-Andersen – Jacob Barrett Laursen, Troels Kløve, Janus Drachmann, Mads Frøkjær-Jensen, Ryan Johnson Laursen – Issam Jebali, Sander Svendsen

Skader og karantæner:

Oliver Lund jagede frontalt ind i Anthony Lung, og det resulterede i et direkte rødt kort blot fire minutter efter denne Lund var skiftet ind. Derudover døjer Jens Jakob Thomasen med den skade, han fik i løbet af opstarten. Jeppe Tverskov er i karantænefare, og skal således kun modtage ét gult kort, før forsvarsspilleren sidder over.

Randers FC har ingen skader eller karantæner. Dog må Alhaji Kamara sidde over i næste kamp, hvis angriberen pådrager sig en advarsel mod OB.

Seneste fem indbyrdes kampe:

9. august 2019: OB 1 – 0 Randers FC
17. marts 2019: OB 1 – 0 Randers FC
29. juli 2018: Randers FC 1 – 0 OB
18. april 2018: Randers FC 1 – 1 OB
15. april 2018: OB 3 – 0 Randers FC

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalen her:

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?