Stemmer Fra Ådalen er klar med en optakt til OB’s kamp mod SønderjyskE, bragt i samarbejde med OB News

Af Emil Plovgaard

Kampfakta:
Kamp: OB – SønderjyskE
Runde: 28 (2)
Kick-off: Torsdag 18. juni 18.00
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Status:
Der blev serveret stribet flæsk på JYSK Park i Silkeborg mandag aften. Striwerne blev rundbarberet med tenniscifrene 6-0, og en umiddelbar reaktion var at forvente fra ledelsens side. Den kom dog ikke. Divergerende meldinger fra sportsdirektør, Michael Hemmingsen, satte flere gange spørgsmålstegn ved, hvor lang Jakob Michelsens snor egentlig er.

Den vanlige træning i Nyborg tirsdag blev udskiftet med selvransagelse og jogging, og det er muligvis til OB’s fordel, at SønderjyskE-kampen kommer så hurtigt efter blamagen.

Onsdag forlød det, at både Kasper Larsen, der ellers lige var vendt retur efter en skade og Jens Jakob Thomasen begge måtte udgå med en skade som følge af træningen i Nyborg. Hjemme i Odense trænede Jeppe Tverskov, Oliver Christensen og Jacob Barrett Laursen og Jakob Michelsen ville ikke røbe til Sport Fyn, hvorvidt de nu også havde pådraget sig skader. OB har offentliggjort en trup med 19 spillere, hvoraf det må ventes, at flere er tvivlsomme.

Hvad der gik galt i mandagens kamp i Silkeborg, kan ingen vel for alvor forstå. OB lignede i bedste fald et hold, der en regnvåd onsdag aften i Næstved måske kunne tilegne sig remis. Præstationen mod sønderjyderne torsdag aften skal være langt bedre, hvis ikke det igen skal føre til pointtab.

Nu skal OB forsøge at rejse sig i torsdagens hjemmekamp mod SønderjyskE, hvor 300 heldige sæsonkortholdere er budt indenfor på Barfoed Group-tribunens øvre sektion.

Glen Riddersholms mandskab fra Haderslev kom godt fra start i nedrykningsspillets pulje 1 med en 1-0-sejr i en chancefattig kamp, hvor den tidligere OB’er Johan Absalonsen blev matchvinder. De vil helt sikkert forsøge at vinde den anden kamp i træk og komme a point med Striwerne.

Bud på startopstilling:

Mandé Sayouba – Ryan Johnson Laursen, Marco Lund, Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik – Aron Elís Thrándarson, Troels Kløve, Jens Jakob Thomasen, Mads Frøkjær-Jensen – Max Fenger, Sander Svendsen

Skader og karantæner:
OB er stadig hårdt ramt på skader, navnligt i offensiven. Onsdagens træning i Nyborg gjorde det ikke bedre. Jens Jakob Thomasen og Kasper Larsen måtte begge – humpende – udgå fra træningssessionen. I forvejen er Issam Jebali, Mart Lieder, Oliver Lund, Janus Drachmann og Alexander Juel Andersen på lazarettet, mens Mikkel Hyllegaard har kyssesyge, men er dog udtaget til torsdagens kamp. Målmand Oliver Christensen er også ude.

I torsdagens opgør skal OB møde et mandskab, der også er hårdt ramt på skader og karantæner. Jeppe Simonsen, Rilwan Hassan, Marc Pedersen og Theofanis Mavrommatis sidder alle ude med skader, mens Alexander Bah har fået for mange strafpoint.

Seneste indbyrdes kampe: 

8.marts 2020: SønderjyskE 1 – 1 OB
30. august 2019: OB 0 – 0 SønderjyskE
26. oktober 2018: SønderjyskE 0 – 0 OB
22. juli 2018: OB 2 – 2 SønderjyskE
29. april 2018: SønderjyskE 2 – 0 OB

Ellers noget?
OB taber sjældent på eget græs til sønderjyderne. Omvendt bliver det heller ikke til mange sejre. I de seneste 20 opgør, hvor fynboerne har budt velkommen, er det blevet til 6 sejre, 8 uafgjorte og 6 nederlag.

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: