Optakt: OB – Hobro

Af Martin Davidsen
2. november 2019

OB er favorit i hjemmekampen mod Hobro søndag eftermiddag. Stemmer Fra Ådalen er klar med en optakt til kampen.

Af Emil Plovgaard, OB News

Kampfakta
Runde: 15
Kamp: OB – Hobro IK
Kampstart: Søndag den 3. november klokken 14.00
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Status:
Mariagerfjord Kommunes stolthed, Hobro IK, er den første modstander for OB i november måned.

Siden sidst er OB blevet ekspederet ud af pokalturneringen. Det skete i Aarhus, hvor et tordendrøn af værternes nummer syv, Jakob Ankersen, sendte majoriteten af de 3.160 fremmødte tilskuere i ekstase.

Det betyder samtidig også, at der nu må være fuld fokus på målsætningen om at være blandt de seks øverste i det fine selskab i dansk topfodbold.

Og selvom Hobro på papiret kan lyde som en overkommelig modstander, må man ikke undervurdere de ydmyge nordjyder, der i denne Superliga-sæson blot har tabt fem gange. Til sammenligning har de øvrige rivaler i bunden lidt langt flere nederlag: Horsens (8), Esbjerg (9) og Silkeborg (9).

På trods af dette ligger Hobro godt isoleret til i bunden. Det skyldes først og fremmest, at det heller ikke er lykkedes at vinde ret mange kampe (2).

Peter Sørensens mandskab har haft succes med at stå dybt på banen og afvente omstillinger og kontrastød, og OB skal derfor være i stand til at bryde en kompakt defensiv ned i søndagens kamp.

En mission, der ikke lykkedes i Aarhus i torsdagens duel. Og det gjorde det heller ikke, senest OB og Hobro stødte hovederne sammen den 23. august tidligere på sæsonen, i en kamp, som endte 0-0, uden det helt store chancebombardement.

Bud på OB’s startopstilling:
Oliver Christensen – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Marco Lund – Alexander Juel Andersen, Moses Opondo, Mads Frøkjær-Jensen, Janus Drachmann, Jacob Barrett Laursen – Bashkim Kadrii, Sander Svendsen

Skader og karantæner:
OB er fortsat tynget af skader, men det er begyndt at lysne lidt op nu. Ryan Johnson Laursen og Troels Kløve er dog stadig tvivlsomme til søndagens kamp. Gæsterne fra Mariagerfjordens udmunding døjer med to langtidsskader til Alexander Baun og Mads Hvilsom.

De seneste fem indbyrdes kampe: U-V-T-V-U
23.august 2019: Hobro IK 0 – 0 OB
2. november 2018: OB 1 – 0 Hobro IK
11. august 2018: Hobro IK 3 – 2 OB
26. november 2017: OB 3 – 0 Hobro IK
30. september 2017: Hobro IK 1 – 1 OB

Ellers noget?
Jørgen Daugbjerg Burchardt dømte senest en kamp mellem OB og Hobro for fire år siden, den 19. juli 2015. Her vandt OB med de overbevisende cifre 3-0, og målene blev sat ind af Rasmus Festersen, Mathias Greve og Rasmus Falk.

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her:

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?