Kampfakta:
Kamp: OB-FC Midtjylland
Start: Mandag d. 25. november kl. 19.00
Runde: 17
Dommer: Jakob Kehlet

Status:
Med fire runder tilbage af denne efterårsturnering, venter FC Midtjylland på eget græs i Odense mandag aften. Og selvom det er noget af en kliché, så er der lagt i kakkelovnen til et interessant opgør.

Landsholdspausen er forbi, og det er mange mennesker med trang til Superligaen og OB nok glade for. Jovist, EM-billetten blev da sikret i Irland, men det var nu ikke den mest ophidsende kamp, selvom atmosfæren på Aviva Stadium i Dublin var forrygende.

I Superligaen er der dog i den grad stadig noget tilbage at spille for og om. Med 41 point efter 16 kampe, er gæsterne fra Midtjylland rækkens suveræne nummer et. 15 point derefter finder man OB på femtepladsen. FC Midtjylland kæmper for at konsolidere sig som klar 1’er, mens OB forsøger at skabe afstand til konkurrenterne i nærheden.

Stik imod alle odds, har Ulvene fra Midtjylland haft en drøj tid i forhold til at tæmme det fynske mandskab i nyere tid. Således kan fynboerne bryste sig af to sejre i træk mod de forsvarende sølvvindere. Ja, faktisk har mandagens gæster kun lidt ét nederlag i indeværende sæson, til ingen andre end OB, der den 29. september i år red stormen af mod titelaspiranterne med en 1-0-sejr på MCH Arena i Herning.

Onsdag i denne uge fastansatte FC Midtjylland Brian Priske i rollen som cheftræner. Han er formentlig opsat på at sende alle point hjem til heden, så man kan hægte sig fri af de direkte konkurrenter fra FCK’s greb i toppen af tabellen.

For OB er kampen også særdeles vigtig, da en føring i Lyngby blev sat over styr, og med hele syv mål i løbet af kampen, endte de fynske gæster med at tabe kampen 4-3. I Lyngby eksperimenterede Michelsen med en 3-4-3-formation, og på trods af, at angriberne i øjeblikket er brandvarme, forventes det, at man går tilbage til den mere gængse 3-5-2.

Noget af et bump på vejen for Striwerne, der med næb og klør jagter en plads i top-seks, men konkurrencen er benhård, og der skal snart hentes point mod de øvrige hold i toppen, såfremt det skal blive rigtig sjovt på Fyn til foråret.

Bud på startopstilling:
Oliver Christensen – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Marco Lund – Alexander Juel-Andersen, Jens Jakob Thomasen, Sander Svendsen, Janus Drachmann, Jacob Barrett Laursen – Issam Jebali, Bashkim Kadrii

Skader og karantæner:
Ryan Johnson Laursen og Troels Kløve døjer fortsat med skader, mens ingen OB-spillere er ude med karantæner. FC Midtjylland har fem spillere ude, hvoraf de fleste dog er marginalspillere – den vigtigste iblandt disse er Marc Dal Hende, der har været ude med en skade siden primo oktober.

De seneste fem indbyrdes kampe: V-V-T-T-U

29.september 2019: FCM 0 – 1 OB
5. maj 2019: OB 3 – 1 FCM
14. april 2019: FCM 2 – 0 OB
7. december 2018: FCM 3 – 0 OB
19. august 2018: OB 1 – 1 FCM

Ellers noget?
OB har haft det svært, når holdet har mødt de direkte konkurrenter i toppen i denne sæson. Det er således kun blevet til seks ud af 18 point i fem kampe. Pointene er hevet i land via to 1-0-sejre, først mod Randers FC og siden hen mod FC Midtjylland.

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: