OB skal forsøge at følge op på seneste rundes 1-0-sejr over FC Midtjylland, når Horsens er modstanderen på hjemmebane.

Af Emil Plovgaard, OB News

Kampfakta:
Runde: 12
Kamp: OB – AC Horsens
Kampstart: Søndag den 6. oktober klokken 14.00
Dommer: Peter Kjærsgaard

Status:
Oktobers første OB-kamp fløjtes i gang søndag eftermiddag, hvor rækkens nummer 11, AC Horsens, gæster Nature Energy Park i Odense.

Humøret i truppen er i top efter en uge, hvor det blev til avancement i pokalen efter en 2-0-sejr mod Otterup, der flot blev fulgt op på den jyske hede, hvor Bashkim Kadrii scorede kampens enlige mål.

Forventet var sejren på Nordfyns Bank Arena, men derimod var det noget af en sensation, at OB lykkedes med at fratage hjemmeholdet på MCH Arena alle tre point. Det var et noget reservespækket mandskab, der tog turen til Herning, og derfor var det vel kun de mest optimistiske OB-fans, der på forhånd havde troen på en sejr.

De to 20-årige akademispillere, Oliver Christensen og Mads Frøkjær-Jensen, imponerede på den notorisk svære udebane, hvor de viste mandsmod og ikke lod sig kyse af hverken ulvehyl eller “nationalhymne” før kampen.

Gennem hele kampen var der tale om en disciplineret indsats i en taktisk affære. Og det skulle altså vise sig at give pote.

På skadesfronten er der atter bekymringer at spore hos Striwerne. Ved onsdagens træning sad Bashkim Kadrii og kaptajn Janus Drachmann – ifølge SportFyn – ude. Står det til Jakob Michelsen, spiller de førnævnte to dog. Jacob Barrett Laursen, Moses Opondo, Issam Jebali, Ryan Johnson Laursen og Troels Kløve er tvivlsomme, og så har Marco Lund nået grænsen for, hvor mange karantænepoint, man må indkassere, og derfor er han ude med karantæne.

En sejr over Horsens vil lune gevaldigt i tabelregnskabet for OB, der ligger placeret som nummer fem i et bredt og tæt midterfelt.

Der venter et fysisk betonet Horsens-mandskab, der flere gange har fået kritik for en uinspirerende spillestil, og at pointene primært skrabes hjem på kedelige dødbolde.

Senest Horsens var i kamp blev det til 1-1 mod Esbjerg fB. Rune Frantsen bragte østjyderne foran efter en halv times spil. Men på grund af en udligning fra Esbjergs Joni Kauko, der omsatte et straffespark til et mål, i allersidste minut, fratog vestjyderne dem sejren.

Det er lidt mere end et år siden, – 24. september 2018 – at AC Horsens besøgte Nature Energy Park. Her endte horsensianerne med at blive klædt af i en 4-0-sejr. 3 af OB’s scoringer faldt på otte minutter fra 83. til 91. minut.

Bud på OB’s startopstilling:

Christensen – Juel Andersen, Tverskov, Leeuwin – Lund, Greve, Drachmann, Thomasen, Barrett Laursen – Svendsen, Kadrii

Skader og karantæner:

OB er, ligesom til udekampen i Herning, ramt af et hav af skader. Ifølge vores oplysninger er Moses Opondo dog blevet raskmeldt. Issam Jebali, Troels Kløve, Jacob Barrett Laursen og Ryan Johnson Laursen kommer dog højst sandsynligt ikke i aktion. Marco Lund har opnået for mange strafpoint, og sidder derfor ude med karantæne.

Hos gæsterne er Nicolai Brock-Madsen sandsynligvis også ude med en skade. En skade, han pådrog sig i 2-1-hjemmesejren mod Lyngby den 1. september.

Seneste indbyrdes kampe: V-V-U-V-V

24. februar 2019: AC Horsens 1 – 2 OB
24. september 2018: OB 4 – 0 AC Horsens
19. november 2017: AC Horsens 0 – 0 OB
29. juli 2017: OB 1 – 0 AC Horsens
28. april 2017: OB 2 – 1 AC Horsens

Ellers noget?
Peter Kjærsgaard dømte også OB’s kamp i Brøndby i ultimo juli. Dengang dømte han straffe til OB, der via Bashkim Kadriis spark kom foran 2-1. Hjemmeholdet scorede dog to gange i slutfasen, og endte med alle tre point i en 3-2-sejr.

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: