Der er dømt fredagskamp for anden uge i træk, når OB-spillerne løber ind på kunstgræsset på Right to Dream Park i Farum, hvor FC Nordsjælland er værter.

Af Emil Plovgaard, OB News

Kampfakta:
Spillerunde: 6
Kamp: FC Nordsjælland – OB
Kampstart: Fredag d. 16. august kl. 20.00
Dommer: Mikkel Redder

Status:
Efter de seneste to kampe, er skuden nu så småt vendt i OB. Efter tredje spillerunde og med tre point i hånden, ser det nu anderledes lunt ud med ni point efter fem kampe.

Efter at have lukket syv mål ind i sæsonens første tre kampe, er der nu kommet bedre styr på den fynske defensiv, der har holdt buret rent i de seneste to kampe mod henholdsvis Esbjerg og Randers.

Alexander Ludwig skiftede onsdag tilbage til sin tidligere klub, AC Horsens, efter et år i OB-trøjen, og er derfor ikke med i truppen.

OB møder Superligaens yngste mandskab, hvis aldersgennemsnit mestendels trækkes op af Nicolai Larsen og nytilkomne Kian Hansen. Underlaget på stadionet i Farum består af kunstgræs, men det har ikke vist sig at volde de store problemer for fynboerne i de hidtidige kampe.

Nøglen til succes og tre point i de nordsjællandske må være at dæmme op for lynhurtige Ibrahim Sadiq og Godsway Donyoh, der kan udgøre en giftig trussel hos Farum-offensiven.

Bud på OB’s startopstilling:
Oliver Christensen – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Marco Lund – Ryan Johnson Laursen, Jens Jakob Thomasen, Janus Drachmann, Troels Kløve, Jacob Barrett Laursen – Sander Svendsen, Bashkim Kadrii

Skader og karantæner:
I OB-lejren er både Sayouba Mandé og Troels Kløve tvivlsomme, mens hjemmeholdet må undvære Martin Frese og Jonathan Amon.

Seneste fem indbyrdes kampe:

19. maj 2019: FCN – OB 2 – 2
19. april 2019: OB – FCN 2-2
25. november 2018: FCN – OB 1 – 3
2. september 2018: FCN – OB 0 – 0
16. februar 2018: FCN – OB 2 – 1

Ellers noget?
Kampens dommer, Mikkel Redder, har fire gange før dømt OB. Ingen af gangene er det blevet til en sejr for fynboerne.

Husk også at lytte til ugens udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: