OB spiller lørdag eftermiddag mod FC Midtjylland i Herning. Stemmer Fra Ådalen er klar med en optakt til kampen i samarbejde med OB News.

Af Emil Plovgaard

Kampfakta
Kamp: FC Midtjylland – OB
Runde: 5
Kick-off: Lørdag 17. oktober 16.00
Dommer: Morten Krogh / VAR-dommer: Jonas Hansen

Status:
Engang kunne OB kalde sig for løver. Siden blev det skiftet til tigre, og nu er klubbens maskot vistnok en kat. Om det er en nødvendig anerkendelse af, at klubbens resultater på banen gradvist svækkes, må være op til den enkelte at bedømme. Hvorom alting er, så er Superligaen på lørdag ved eftermiddagstid igen tilbage. Og OB får æren af at sparke bolden i gang i sæsonens femte rundes første kamp.

I Herning venter de sultne ulve fra FC Midtjylland på altid besværlige MCH Arena, hvor det dog lykkedes OB at hive en 1-0-sejr hjem i sidste sæson, da Bashkim Kadrii 29. september sidste år blev noteret for kampens eneste mål.

Blandt de OB’ere, der henover landsholdspausen har været i aktion, er blandt andre Oliver Christensen, der sammen med U21-landsholdet kvalificerede sig til EM-slutrunden næste sommer, mens også den islandske angriber Sveinn Aron Gudjohnsen var i aktion. Islændingen nettede en enkelt gang for sit lands U21-landshold i 2-0-sejren mod Luxembourg, hvilket betyder, at Island fortsat er med i kampen om en billet til U21-EM.

Inden pausen måtte OB – i Superliga-regi – bide i det sure æble, idet fynboerne hjemme på Nature Energy Park led et svidende 0-1-nederlag til “naboerne” fra Vejle Boldklub. Positivt var det dog, at fynboerne driblede sig videre i pokalen med en 2-1-sejr i Hillerød, men mon ikke Michelsen og co. gerne havde set en noget større cifferforskel?

Med ét point i de seneste tre Superliga-kampe, er FCM-kampen muligvis en “gratis” omgang for trænerteamet, der eventuelt kan prøve kræfter af med den ellers kasserede 3-5-2-formation.

FC Midtjylland fik heller ikke den bedste slutspurt, omend 2-2-kampen på udebane mod AC Horsens var noget mere tålelig.

I landsholdspausen kunne nogle af de tilbageværende spillere, der ikke var udtaget til et landshold, teste sig af i reservekampen mod Lyngby. Kampen, der blev spillet på Falen, blev dog ikke den øvelse, OB’erne havde håbet på. Et 1-6-nederlag til De Kongeblå fra Nordsjælland var et udfald, de færreste inden kampen havde forventet.

FC Midtjylland kvalificerede sig tidligere på sæsonen til klubbens første Champions League-gruppespil med sejre over blandt andre schweiziske Young Boys og Slavia Prag fra Tjekkiet. I gruppespillet skal midtjyderne blandt andet op imod den forgangne sæsons Premier League-mestre, Liverpool.

På trods af en fornuftig Champions League-kampagne i denne sæson, er FC Midtjylland kommet anderledes sløvt ud i Superligaen, hvor Ulvene blot har skrabet syv point sammen i fire kampe. På hjemmebane, hvor de har mødt Randers og Lyngby, har de dog vundet – uden at indkassere mål.

I løbet af transfervinduet fik FC Midtjylland tilgang af for nyligt landsholdsaktuelle Pione Sisto, mens klubben til gengæld mistede Ayo Simon Okosun, der skiftede til OB.

Sander Svendsen nåede akkurat at få sit returskifte til Norge på plads via en fax, der gik igennem 23.59.59, så det bliver sandsynligvis Sveinn Aron Gudjohnsen, der for første gang får chancen fra start i stedet for den karantæneramte Issam Jebali.

Bud på startopstilling:

Christensen – Marco Lund, Tverskov, Larsen – Skjelvik, Kløve, Thomasen, Frøkjær, Oliver Lund – Gudjohnsen, Sabbi

De seneste fem kampe: T-V-V-T-T

25.november 2019: OB 1 – 2 FC Midtjylland
29. september 2019: FC Midtjylland 0 – 1 OB
5. maj 2019: OB 3 – 1 FC Midtjylland
14. april 2019: FC Midtjylland 2 – 0 OB
7. december 2018: FC Midtjylland 3 – 0 OB

Karantæner og skader:
Idet Issam Jebali modtog et rødt kort i det seneste Superliga-opgør mod VB, sidder den tunesiske offensivspiller ude i de næstkommende to kampe og dermed altså også denne. Alexander Juel Andersen, Janus Drachmann, Mart Lieder og Christian Vestergaard er utilgængelige som følge af skader.

FCM har ingen karantæneramte, men 23-årige Kristian Riis meldes tvivlsom til opgøret.

Ellers noget?
– Tæller man pokalkampen i 2019 med – og ser bort fra OB’s 1-0-sejr sidste efterår – så har FC Midtjylland vundet de seneste ni opgør på MCH Arena mod OB.

– I alt har OB kun vundet fem gange i Herning – siden Herning Fremad og Ikast fS fusionerede og blev til FCM i 1999 – ud af 30 mulige, så det er noget af en gyselig destination, som Striberne lørdag skal forsøge at tilvriste sig tre point på. 

Lyt også til Stemmer Fra Ådalens seneste podcast her:

Støt Stemmer Fra Ådalen:


Støt på 10er