Støt på 10er

I samarbejde med OB News ser vi frem mod søndagens kamp mellem AGF og OB.

Af Emil Plovgaard, OB News

Kampfakta:
Kamp: AGF – OB
Runde: 3
Kick-off: Søndag 27. september 14.00
Dommer: Jens Grabski Maae / VAR-dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Status:

Der venter et klassisk, provinsielt opgør, når landets anden- og tredjestørste byer støder hovederne sammen i Ceres Park søndag på den tidlige eftermiddagsstund.

Et såkaldt mesterskabssnit er, hvad fynboerne indtil nu i denne sæson har præsteret; altså to point per kamp. Med en flot præstation hjemme mod FCK i første runde, stod der endnu en FC-klub – fra Farum – på menuen i den anden. På trods af overtal i spil og chancer, lykkedes det dog ikke OB at snuppe alle tre point, og det sluttede derfor med en deler. Kampens to mål blev leveret af Emmanuel Sabbi og Isaac Atanga.

Det blev endnu en kamp, hvor Jakob Michelsen benyttede sig af en 4-3-3-formation i modsætning til sidste sæsons foretrukne 3-5-2-formation. Måske er der et permanent systemskifte på vej? Det har i hvert fald fungeret fornuftigt fra sæsonens begyndelse, og hvis effektiviteten foran mål følger med, kan man så småt begynde at håbe på en placering blandt rækkens seks øverste, for defensiven virker velmonteret.

Nu melder en ny runde snart sin ankomst, og det bliver en kamp, hvor det ikke på forhånd står skrevet i stjernerne, at OB rejser hjem med bingo på spillepladen. Så langt fra endda. Danmarks næststørste by er blomstret op på ny i fodboldsammenhæng.

I de senere år har dette opgør for alvor genoplivet sig selv, med flere underholdende fodboldkampe. Af de mest skelsættende kan nævnes OB’s 3-6-nederlag til AGF i Odense i august 2013, efter en første halvleg, hvor fynboerne ellers havde spillet forrygende i samtlige 45 minutter og gik til pause med en føring, en 2-1-sejr i Aarhus i marts 2019, som sikrede OB en placering i top-6 efter de første 26 runder og dermed en plads i mesterskabsslutspillet, og i juli tidligere på året tabte OB med 1-2 på Ceres Park i knald-eller-fald-kampen, der betød, at det var AGF, der skulle vise det danske flag i Europa.

AGF overvandt finske Honka med en 5-2-sejr i Europa Leagues første kvalifikationsrunde, men da De Hvii’e skulle til Slovenien i anden runde fejlede de fælt, og de blev således sendt ud på ende og albuer i en 0-3-afklapsning til NŠ Mura, som torsdag røg ud til den hollandske storklub, PSV, med cifrene 1-5.

Fokus på AGF:
Hjemmeholdet har for alvor fået vind i sejlene, efter at have ligget stille som klub i mange år, og i sidste sæson resulterede det i det første sæt medaljer siden 1996, da en bronzemedalje blev hængt om halsen på De Hvii’e. Vind i sejlene er der også økonomisk, for i midtugen kunne aarhusianerne præsentere et overskud på 10 millioner kroner før skat.

AGF har som fodboldklub i dette årtusinde ellers været kendetegnet ved at være et galehus og i konstant krise, der sporadisk resulterede i gensyn med den næstbedste række via nedrykninger i 2006, 2010 og 2014. Men det er der altså vendt op og ned på, og det er et stærkt, aarhusiansk mandskab i,  formentlig, sprudlende vigør, som venter.

OB’s forventede startopstilling (4-3-3):

Oliver Christensen – Skjelvik, Tverskov, Larsen, O. Lund – Opondo, Thomasen, Kløve – Frøkjær, Jebali, Sabbi

Seneste indbyrdes kampe: T-T-T-T-V
29.juli 2020: AGF 2 – 1 OB
1. juni 2020: AGF 1 – 0 OB
31. oktober 2019: AGF 1 – 0 OB
20. september 2019: OB 1 – 2 AGF
11. marts 2019: AGF 1 – 2 OB

Skader og karantæner:
OB har Mart Lieder, Janus Drachmann, Alexander Juel og Christian Vestergaard ude med skader.
AGF må undvære Zach Duncan, Gift Links og Sebastian Hausner. Sidstnævnte er ude de kommende to kampe, da han begik en forseelse, der var til direkte rødt to minutter inde i opgøret mod ærkerivalerne fra Kronjylland, Randers FC. Kevin Diks meldes desuden tvivlsom, oplyser Aarhus Stiftstidende.

Ellers noget?

  • Emmanuel Sabbi har scoret to gange mod AGF for Hobro, i april 2018 og juli 2019.
  • OB’s Alexander Juel-Andersen har en fortid i AGF. Aarhusianerne gemmer også på forhenværende spillere fra det andet hold, nemlig Frederik Tingager og Nicklas Helenius.
  • Det er ikke første gang, der spilles en kamp mellem AGF og OB på et nærmest mennesketomt stadion. Det skete også den 1. juni 2020, hvor Nicklas Helenius sørgede for kampens – og AGF’s – eneste mål efter 78 minutters spil.

Lyt også til Stemmer Fra Ådalens podcast, hvor der er stort fokus på rivaliseringen mellem OB og AGF.