Stemmer Fra Ådalen vil til udvalgte kampe sætte fokus på OB’s modstander i Superligaen med hjælp fra eksperter, fans eller journalister med kendskab til det pågældende hold. Denne gang svarer Nanna Møller Karlsen, chefredaktør på Brøndby-mediet 3point.dk, på vores spørgsmål.

Af Martin Davidsen

OB møder søndag aften Brøndby på stadion i Odense. Kampen spilles kl. 18.00, og Stemmer Fra Ådalen sætter her fokus på Brøndby IF gennem et interview med Nanna Møller Karlsen, der er chefredaktør på Brøndby-mediet 3point.dk og vært på podcasten BrøndbyLyd.

Hvordan er status og stemningen i Brøndby inden søndagens kamp mod OB? –

“Hvor skal jeg næsten starte? Der har (traditionen tro) været gang i den i Brøndby. Denne gang ikke så meget på grund af spillerindkøb, som der ikke har været nogen af, men på grund af emission og et vist Red Bull-rygte, der satte hede debatter i gang blandt fans. Måske var det egentlig en meget sund debat, men stemningen var da på kogepunktet i de dage… Nu er stemningen mere fokuseret. Fansene er et af de største aktiver i Brøndby og fansene ved godt selv, at de får en væsentlig rolle i at støtte op om klubbens retning og de unge spillere, der skal træde i karakter i foråret. De får brug for støtte og den skal de nok få fra tribunerne. Også allerede på søndag i Odense, hvor mere end 2.000 Brøndby-fans indfinder sig på stadion.”

Hvor vigtig er kampen for BIF?

“Det er en rigtig vigtig kamp. Det er jo to hold, der begge kæmper om en plads i top 6. En sejr til Brøndby vil give de blå/gule et fantastisk rygstød mod top 6-ambitionerne, mens det åbner noget mere op med en OB-sejr. Uafgjort kan Brøndby sagtens leve med. Nok også noget mere end OB kan.

Hvordan tror du, at Brøndby vil gribe kampen an mod OB?

“Nu fik jeg lige sagt, at Brøndby kan leve med uafgjort, men dermed tror jeg ikke, at man går ud til kampen for at spille på uafgjort. Det kan blive tilfældet i løbet af kampen, hvis det viser sig, at et enkelt point er det bedste, man kan få med fra Odense. Men fra kampens start vil vi se et Brøndby-hold, der angriber kampen med egne dyder. Det bliver dog også et Brøndby-hold, der lige skal finde sig selv og det kan godt betyde end lidt mere forsigtig start end vi tidligere har set fra de blå/gule. Jeg tror Brøndby vil forsøge at finde Simon Hedlund i dybden bag OB’s wingbacks, da hans fart kan gøre ondt på de fleste. Men generelt bliver det interessant at se (formodentlig) to 3-5-2-systemer over for hinanden.”

Hvilken Brøndby-spiller vil du fremhæve som den mest spændende lige nu – og hvorfor?

“Jeg vil nævne to, for jeg tror de begge starter inde i Odense på søndag. Morten Frendrup (18 år) og Anis Slimane (18 år). Det er altså to rigtig spændende midtbanespillere. Frendrup tog kvantespring, da han fik chancen i efteråret og har rykket sig markant spillemæssigt, ligesom han også har fået en plads i Brøndbys spillerråd. Jeg tror han er en fremtidig Brøndby-anfører. Anis Slimane er et helt ubeskrevet blad i Superliga-sammenhæng og spiller han på søndag, får han debut. Han er officielt set ikke en gang rykket op i Superliga-truppen endnu. Men han har overrasket positivt i denne opstart og ligner en starter på søndag. Han har en stærk fysik, er god på bolden og kommer godt rundt på banen. Han og Frendrup har også spillet sammen på Brøndbys U/19-hold og på U/19-landsholdet. Dem glæder jeg mig til at følge.”

Hvordan ser man i Brøndby-kredse på OB som modstander?

“OB er jo et mandskab, Brøndby historisk set har spillet mange opgør mod. Så der er en lang historik klubberne i mellem, men i de senere år er det også to klubber, der er kommet tættere på hinanden og særligt i sidste sæson var der intense opgør med vigtige point på spil. Det giver virkelig noget til kampene, når de spilles i den kulisse, som de er blevet de sidste mange gange, Brøndby har været i Odense. Det er kampfedt. Men som BIF-fan der ser på rivaliseringsskalaen, er OB ikke oppe og bide FCK og AGF i haserne hos mig.”

Hvad er dit bud på resultatet, og hvad bliver afgørende?

“Jeg tror kampen ender 1-1. Jeg tror det bliver afgørende, hvilket af holdene, der finder sig selv først, så at sige. OB har nogle nye spillere. Hvor godt er de spillet ind og hvordan sidder mekanismerne? Kan Brøndbys unge spillere (hvis min forventning om midtbanen holder) gå ind og levere på den store scene? Det er generelt svært at spå om såden en årets første kamp, men der er godt nok mange interessante ting at holde øje med – både med blå/gule og med blå/hvide briller! God kamp til alle på søndag, hvor er det FANTASTISK, at Superligaen er tilbage!”

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her:

Lyt også til BrøndbyLyds optakt til forårssæsonen her: