OB tabte søndag aften forårspremieren mod FC København med hele 6-1, og dermed fik fynboerne den værst tænkelige start på 2019 i Superliga-regi.

Cheftræner Jakob Michelsen lægger da heller ikke skjul på, at han ikke er tilfreds med hverken præstation eller resultat.

”Først og fremmest møder vi et godt FCK-hold, der er ekstremt effektive. Samtidig forærer vi dem ikke bare et, men op til flere mål. Vi mangler i den grad kvalitet i dag, og derfor står man tilbage med et sviende og pinligt 6-1-nederlag,” siger Jakob Michelsen.

Han mener, at OB manglede kvalitet i flere faser af spillet.

”Vi spillede en dårlig kamp med bolden. Vi fik egentlig nogle erobringer i starten af kampen, som vi gerne ville have, men vi var simpelt hen ikke kvalitet nok med bolden. Hver gang vi havde den, smed vi den væk. Det var pinligt. Vi fik en fodboldlektion her i Parken mod et rigtig godt mandskab, men jeg er skuffet over vores egen indsats. Det var ikke godt nok i dag, og så står man tilbage med en rundbarbering,” siger Jakob Michelsen.

OB indledte ellers kampen mod FC København fornuftigt, idet fynboerne havde god kontrol i den første del af opgøret. Men korthuset ramlede allerede efter hjemmeholdets første mål.

”Vi havde ikke noget imod, at FCK havde bolden, og vi følte, at vi var i ok kontrol i de første 20 minutter. Vi havde kampens første chance, men efter en halvsløj clearing ved 1-0-målet, mister vi lidt troen på det. Vi fortssatte kampen igennem med at lave store personlige fejl samtidig med, at vi mødte et FCK-hold, der var yderst effektive. Sådan er det bare; når man tager de ting og putter ned i gryden, ender man med at have fået en røvfuld, der synger. Der er mange måder at tabe på, men vi skal selvfølgelig ikke tabte 6-1. Det er pinligt. Det er ikke godt nok. Det er mangel på kvalitet. Men vi må også rose modstanderen. De gjorde det rigtig godt,” siger Michelsen.

Nu handler det for OB om at rejse sig og blive klar til næste spillerunde, hvor modstanderen er Vejle.

”Når vi har spillet god fodbold og vundet, og folk klapper os på ryggen, starter vi fra nul, når vi har evalueret om mandagen. Vi starter fra nul, og så må vi være klar til en vanvittig vigtig kamp på søndag mod Vejle. Hvis man ikke var idiot i forvejen, bliver man det af at kigge på top seks-stregen. Det handler om at præstere. Det gjorde vi ikke i dag, og når man ikke gør det mod Danmarks bedste hold, får man én på sinkadusen. Det fik vi i dag. Det var ikke kønt, men der er så meget kvalitet i vores hold, at vi nok skal rejse os,” siger Jakob Michelsen, der ikke er nervøs for, at det store nederlag kommer til at lave ridser i den fynske selvtillid.

”Det er hverken første eller sidste fodboldkamp, vi kommer til at tabe, men jeg håber, at det er første og sidste kamp, at vi kommer til at lave sådan en præstation. Der manglede mod og kvalitet. Det skal ikke kendetegne vores fodboldhold,” siger han.