Blog: Stilhed før storm i Ådalen?

Af Martin Davidsen
5. januar 2021

Her er så stille nu
Men indeni os
Er der ingen ro
Et er et søkort at forstå
Vi rejser bort
Uden at sige noget
Så vidt vi ved
Er himlen blå
Og kursen kap det gode håb

Det var Lis Sørensen, der for snart mange år siden udødeliggjorde Sebastians tekst om stilhed før storm på albummet Skatteøen. Og ordene om uro, stilhed og et usikkert håb om en bedre fremtid kan lettere uelegant overføres til situationen i OB få dage inde i det nye år.

Med under en måned til forårspremieren i Superligaen er der endnu ikke afklaring på den sag, der det seneste halve år har fyldt meget af snakken om OB. Træner Jakob Michelsen har kontraktudløb i klubben efter denne sæson, og han har således kun seks måneder tilbage af sin aftale. Det er en usædvanlig situation, og det har medført mange spørgsmål. For hvor stor er tilliden til træneren? Hvor interesseret er træneren i at fortsætte på Fyn? Hvad betyder det for spillernes engagement? Og for klubbens transferplaner? Ja, for fremtiden i det hele taget?

Alle disse spørgsmål blæser i vinden, fordi der har været stilhed i Ådalen gennem lang tid, når det handler om dette spørgsmål. Den øverste ledelse har været tavs, sportschef Michael Hemmingsen har talt i generelle vendinger og træner Jakob Michelsen har undervejs svaret i mange retninger. Træneren har både talt om tilbud fra andre klubber og om at situationen var en gave for alle parter, for til sidst også melde ’ingen kommentarer’, når snakken foran diverse mikrofoner faldt på fremtiden. Spørgsmålet er nu, om han vil rejse bort uden at sige noget.

OB er en klub, hvor træneren får stor indflydelse på transfers, spillestil og så videre. Det er ikke nødvendigvis godt for en klubs udvikling, der gerne skal tegnes af bestyrelse og sportschef. Men når nu træneren har så stor betydning for OB, er det ubegribeligt, at der ikke er afklaring på trænerens fremtid endnu. Det er et søkort at forstå. Hvorfor forlængede man ikke aftalen med et år eller to allerede for et år siden? Det er sjældent, at trænere går kontrakten ud – for det meste ender det alligevel med en fyring. Eller med at en større klub headhunter træneren. Jakob Michelsen har prøvet begge dele i sine tidligere klubber. Faktisk har han aldrig ladet sin kontrakt løbe ud, og hans ansættelsen i OB er den længste i hans fuldtidsprofessionelle trænerliv. Havde OB sørget for en forlængelse i god tid, ville der være arbejdsro til at forfølge et spinkelt håb om resultatmæssig fremgang i denne sæson; lige nu er omverdenen kun interesseret i at få svar på trænerspørgsmålet, og det gavner ingen i OB. Det er ikke en gave for nogen parter.

Inden vinterpausen meddelte OB og Jakob Michelsen, at man ville tale sammen i begyndelsen af det nye år, og datoen 5.januar er blevet nævnt som en mulig mødedato for fremtidssnakken mellem de to. Om der kommer afklaring i dag, er tvivlsomt, og så er det spændende, hvordan de næste dage og uger udvikler sig. OB indleder træningen frem mod den kommende sæson onsdag, men det bliver for semi-lukkede døre, idet meldingen fra klubben er, at de første dage skal gå med fysiske tests og diverse opstartsaktiviteter. Da Stemmer Fra Ådalen spurgte til interviewmuligheder onsdag, var svaret, at det formentlig først kan blive i weekenden, hvor den reelle fodboldtræning formelt begynder. Det er spændende, om der til den tid er afklaring på trænerfremtiden.

Det er næppe forkert, at de fleste forventer, at OB vil skifte træner enten denne vinter eller til sommer, og det er da også den mest sandsynlige udgang på sagen. For der er ikke meget, der tyder på, at parterne vil forlænge kontrakten. På den ene side vil OB pege på, at Michelsen ikke har leveret resultatmæssig stor nok fremgang på trods af et øget budget og stor kontinuitet og indflydelse. Omvendt vil Jakob Michelsen pege på, at OB’s resultater meget godt svarer til de sportslige budgetter, hvor klubben har det sjette/syvendestørste økonomi. Begge parter har egentlig ret. Siden grundspillets afslutning i 2019 har OB ikke leveret prangende resultater, men omvendt er det svært at forlange mere, når OB tilhører den hylde i dansk fodbold, hvor det handler om midterplaceringer. En syvende- eller ottendeplads er ikke en voldsom underpræstation, når man tænker på de rammer, som førsteholdet er skabt ud fra. Omvendt satte Jakob Michelsen selv en høj standard ved at blive nummer fem i sin første sæson (få point fra tredjepladsen) – herfra har resultaterne langsomt blevet dårligere, mens den spillemæssige udvikling også har været begrænsning i takt med, at mange spillere har været ramt af skader og svingende formkurver.

Men når OB’s øverste ledelse taler om at komme i Europa og være en fast del af top seks, er det i høj grad ønsketænkning, der er baseret på, at førsteholdet skal toppræstere hver sæson for at leve op til målsætningen om at være i øverste halvdel. Og det vil kræve overpræstationer at komme i Europa. Det er vel at mærke forventninger, der er skabt fra klubbens egne topledere, og det smitter naturligvis af på omgivelserne, der så bliver frustrerede, når det ikke lykkes. I OB håber man på, at man hele tiden kan tage små skidt fremad og via hårdt arbejde og en stærk træningskultur kan indhente og overhale konkurrenterne. Men vil skrue langsomt op for budget og rammer, når resultaterne bliver bedre. Men de seneste ni år har vist, at OB er blevet et permanent midterhold, der altid slutter mellem nummer fem eller nummer ti, og til foråret er det 10 år siden, at klubben sidst kvalificerede sig til en europæisk turnering. Det er med afstand den længste europæiske tørke, OB har været i, siden indførelsen af betalt fodbold i 1978.

Fra 2011 til 2021 har OB haft seks forskellige trænere (heraf to vikarer), og ingen af dem har formået at forløse den europæiske drøm. Og det på trods af, at de har fået stor indflydelse og lang snor. Så måske er det ikke på trænerposten, at OB skal kigge efter forandring, hvis man vil tage store skridt fremad i tabellen. Alligevel ender det sandsynligvis med et skifte inden længe. Og det kan sagtens give en kortsigtet effekt med nye øjne på truppen, for det har de seneste ti år også vist. Henrik Clausens bedste OB-sæson var den første. Troels Bechs bedste halvsæson var den første. Kent Nielsens bedste OB-sæson var den første. Og Jakob Michelsens bedste OB-sæson var den første. Fælles for alle fire har imidlertid været, at de efter en fornuftig start heller ikke har kunne etablere OB som en fast del af dansk fodbolds top (seks). Sæson to og tre har som regel været en skuffelse for alle OB-trænere de seneste ti år. Og det understreger blot pointen: Det er ikke (kun) trænerens opgave at forløse OB’s potentiale.

Hvis OB vil op på en højere hylde i dansk fodbold, kræver det større investeringer i både spillertrup og det setup, der skal understøtte de sportslige resultater. Det kræver en tydelig strategi og en stærkere kommunikation, så man får omverdenen til at forstå og bakke op om projektet. Her kan man med fordel skele til Brøndby, der med succes har fået omverdenen til at forstå, at det er ok at blive nummer tre, selvom klubben i 25 år var mesterskabskandidat hver år og kunne finde på at skifte træner, hvis man ikke vandt guld. Det er efterhånden 15 år siden, at Brøndby sidst blev mester, men på afstand ser det ud til, at der blandt fans, sponsorer og øvrige omgivelser alligevel er pæn tålmodighed og tilfredshed med tilstanden. Og det larmer ikke nær så meget, at træneren også i Brøndby har kontraktudløb til sommer.

Som jeg har sagt og skrevet før, er der egentlig mange ting, der peger i den rigtige retning for OB; talentsektoren er i top fem i Danmark, der er bygget nyt og moderne Superliga-hus, der arbejdes seriøst og konkret med et nyt Odense Stadion, der er fremgang på sponsorsiden og før corona leverede man for første gang i mange år et overskud i koncernen bag OB. Men Superliga-resultaterne halter stadig, og det må betyde, at man ikke prioriterer denne del af forretningen højt nok, selvom det er det mest synlige og vigtigste del.

Nå. Tilbage til stilheden, for vi venter jo stadig på en afklaring på trænerfronten i OB. Fem dage inde i det nye år står OB i en umulig situation, hvor det godt kan være rigtigt at skifte træner på den korte bane, fordi en ny træner kan bringe ny energi og måske forløse et hidtil uset potentiale i truppen. Det skete eksempelvis, da Bruce Rioch kom til klubben i 2005 og flyttede OB fra en sjetteplads til en tredjeplads på én sæson. Men det sker sjældent, og OB’s position som topklub blev dengang kun cementeret og bevaret, fordi man samtidig oprustede på de sportslige budgetter i de år.

Og det er her, OB står lige nu midt i stilheden. Et trænerskifte vil på den korte bane sandsynligvis medføre en storm og nogle små forandringer, men det vil næppe løse de grundlæggende udfordringer på den lange bane, fordi OB’s budget og rammer aktuelt er skabt til en position i midten af Superligaen. Som sagt før: en god sæson giver en femteplads og en skidt sæson giver en tiendeplads. Det er den situation, der år efter år har medført frustrationer og mange spørgsmål fra omgivelserne på Fyn, og de spørgsmål er egentlig mere spændende at få svar på, end dem om trænerens fremtid.

Indtil da venter vi. Der er stilhed før storm. Så vidt vi ved er himlen blå.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: