Anders K. Jacobsen har fået meget kritik for sine præstationer i OB på det seneste, og nu er han også havnet på bænken. Den tidligere OB’er Sandro Spasojevic har spillet sammen med Anders K. Jacobsen på flere forskellige hold, og han giver her sit syn på OB-angriberens nedtur.

Af Sandro Spasojevic

Når jeg ser på Anders K. Jacobsen i dag, ser jeg en spiller med et kæmpe stort potentiale, taget ud fra et Superliga perspektiv. Men jeg ser også en spiller, der er fuldstændig tappet for selvtillid. Hvor er den kække angriber, som jeg forelskede mig i, da jeg kom til OB, som 16-årig? Den spiller, som jeg så op til, mere end nogen andre på banen, selvom han kun er og var et år ældre end mig. Den spiller som på alle danske niveauer, fra Superligaen og helt ned til Danmarksserien, var en fryd for øjet.

Jeg savner den fandenivoldske angriber, som var sur på alt og alle, da jeg spillede med ham. Den ubekymrede Anders, som sagtens kunne have en dårlig berøring eller afslutning, men hvor det strålede ud af ham, at han ikke blev rørt af det. Hvorfor er han ikke den mere?

Muhammed Ali sagde engang om sig selv ”Float like a butterfly, sting like a bee”. De ord forbandt jeg altid med AK, fordi de i min verden præcis illustrerede den elegante og kække spiller, han var, og til dels stadigvæk kan være. Så let og kvik på fødderne og med et drabeligt hug af et skud, som har fået adskillelige målmænd på de danske stadions til at se dårlige ud. Alt er naturligvis relativt, men den charmerende arrogance som Ali havde, besad Anders også på banen.

Med sine 183 cm, var og er han ikke verdens højeste angriber. Men han kompenserede for dette med sine hurtige fødder og fart over længere distance. Faktisk var han så overlegen fysisk, at han i ungdomsårene satte alle til vægs.

Når vi havde fysiske tests i Ådalen, var han med længder den bedste. Han var hurtigst i 30 meter testen. Han sprang højest. Ja, han var sågar en af de bedste i den berygtede BIP-test.

Jeg husker engang, at Jonas Borring og Matti Lund også deltog i testen, forud for AK selv, undertegnede, og 2-3 andre spillere fra årgang 90. Da testen nærmede sig afslutningen, var det de tre overnævnte spillere, der var tilbage. Matti Lund ramte muren og gik ud, og tilbage stod AK og Borring, der lignede en gazelle på spring, så let som det så ud. Da bip’et lød til start, var det dog kun Borring der satte i løb. AK gad ikke mere, til stor forargelse for den daværende talentchef, Uffe Pedersen.

Pointen her er, at han vidste han var den bedste. Når dette var tilfældet, spillede han også bedst og det er netop her jeg ser problemet med ham i dag. Han ligner ikke en, der synes han er den bedste. Den AK mangler og savner jeg. Den ubekymrede AK.

Jeg husker også en træning i U/18-regi, hvor vi skulle over på den daværende stenmelsbane. Ikke just noget man glædede sig til, og da slet ikke for den type angribere som han og jeg var: Vi kom oftest ind fra træning med renere shorts, end da vi tog afsted. Da vi havde varmet op, kunne jeg se ham stå og fifle med noget ved sine strømper. Da jeg kiggede nærmere efter, så jeg han stod med to flagermus-vingummier. Det beskriver meget godt den type, han var som ungdomsspiller. Nogen vil mene, at han var useriøs, hvilket de naturligvis har ret i. Men jeg vil også mene, at han var ubekymret. Som årene gik, fik denne ubekymrethed ham på afveje i Vejle og dernæst Næstved. Men han lærte at beherske den på den helt rigtige måde i Næsby, Fredericia og AaB.

Som angriber skal man være støbt af en lidt særlig konsistens. Når Zlatan i sin selvbiografi fortæller, at han stjal cykler, så er det trods alt bedre at have vingummibamser i sokkerne til træning. Når det så er sagt, så går det går ikke, at man er den flinke dreng i klassen, hvis man vil nå hele vejen. Derfor savner jeg lidt attitude.

Anders K. Jacobsen var meget udenlandsk i sin opførsel som ung. Han slog ud med armene, når det ikke gik godt, men det var aldrig et tegn på dårlig attitude; det var nærmere vindermentalitet. Den har altid strålet ud af ham.

Fodbold er blandt andet et spørgsmål om selvforståelse og hierarki. Hvis disse to ting ikke stemmer overens, kan der komme ubalance. Det er netop her, jeg ser noget af problemet. A.K. er ikke blevet en dårligere fodboldspiller, siden han kom fra AaB. Han er tværtimod blevet ældre og dermed mere erfaren. Men når lønnen skriger af en startplads, men hans præstationer for tiden ikke afspejler det samme, lider selvforståelsen et knæk.

Jeg er sikker på, at han ville få sin karriere på rette køl igen, hvis han eksempelvis tog til Sønderjyske, Lyngby, Esbjerg osv. Her ville der blive kigget med nye øjne på ham. Både internt i truppen, men også fra fans udefra. Jeg ser ham eksempelvis på niveau med Ronnie Schwartz, som i Silkeborg igen har fundet selvtilliden, og bomber kasser ind. Derfor bør han i min optik også foretage sig et klubskifte, som ’Plaffeministeren’ gjorde.

Hvilken klub i Danmark, vil ikke have en angriber, der stadig på sine bedste dage, svæver som en sommerfugl, men stikker som en bi? En sommerfugl som i nogle år nu ikke har blomstret, men som jeg er sikker på stadig har nogle hug tilbage.

Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Om skribenten: 
Sandro Spasojevic er tidligere professionel fodboldspiller i en lang række klubber, heriblandt OB. I dag er han blandt andet fodboldanalytiker hos Mediano samt paneldeltager hos Stemmer Fra Ådalen. 

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: