Blog: OB’s vej fra udsat superligaklub mod toppen

Af Martin Davidsen
17. juni 2020

Stemmer Fra Ådalen bringer her et blogindlæg fra vores samarbejdspartner 817.dk. Det handler om barrierer og potentialer for OB i et konkurrencepræget midterfelt i superligaen.

Af Asser Vittrup Nielsen, 817.dk

Indlægget er oprindeligt bragt på websitet 817.dk

Det er vanskeligt at vide hvad de danske superligaklubbers præcise spillerbudgetter lyder på. Alligevel giver Tipsbladet (Ekstra Bladet) årligt deres bud herpå, hvilket er denne artikels bedste estimat. Seneste opgørelse fra ovennævnte medie over superligaklubbernes spillerbudgetter daterer sig til februar i indeværende år. Her lyder forskellen på top (FCK) og bund (Hobro IK) på hele 151 millioner kroner.

I denne sammenhæng placerer OB sig på en sjette plads med et anslået spillerbudget på 38 mio. kr. Her er de placeret i midterfelt med nr. 4, AaB (40 mio. kr.), nr. 5, AGF (39 mio. kr.) og nr. 7 FC Nordsjælland (35 mio. kr.), mens der er et stort hul op til Brøndby IF (85 mio. kr.), mens nr. 8 og ned opererer med anslåede spillerbudgetter under 30 mio. kr.

Spillerbudgetter er et relevant udgangspunkt for en forventningsafstemning for OB’s nuværende og fremtidige potentiale. Klubbernes præstationer er i høj grad associeret  med deres økonomi. Idrættens Analyse Institut har tidligere analyseret Superligaen og sammenhæng mellem klubbernes økonomi og placering.

Her er konklusionen at 74% af  klubbernes placering er baseret på klubbens økonomi.

Med andre ord ville OB ud fra deres spillerbudget forventes at ramme en placering i top 7 i lidt over 7 ud af 10 tilfælde. Det har langt fra været tilfældet i det seneste årti, hvor det siden sølvmedaljerne i 2011, er blevet til tre 10.pladser, en 9. plads, to 8.pladser, en 7.plads og en 5.plads. I indeværende sæson kan det maksimalt blive til en 7.plads.

Regnestykket kan selvfølgelig ikke gøres så enkelt op, da spillerbudgetterne superligaklubberne imellem varierer fra år til år, og der stadig er 26 % udover økonomien, der spiller ind på holdets placering.

Pointen er dog at OB, med undtagelse af forrige sæson, har underpræsteret sportsligt i forhold til klubbens økonomi i en længere årrække. Det er de ikke ene om og præstationerne on søndagen i Superligaen er resultatet af en kompleks indsats, hvor utallige faktorer kan spille ind. Det har fået klubben til at nedjustere spillerbudgettet kraftigt siden slutningen af det første årti i dette årtusinde, og nu præstere klubben nogenlunde i det leje, hvor deres økonomi berettiger dem til.

Bestyrelsesformand Niels Thorborg indikerede tidligere på året at en øgning af det nuværende spillerbudget for OB bl.a. er afhængig af deres præstationer. Hermed menes at de skal i top 6 og dermed mesterskabsspillet. Hvorvidt de hører til der afhænger af hvem du spørger. Afgående sportschef, Jesper Hansen, udtalte inden sin afgang at det ikke var en selvfølge at OB var heriblandt. Omvendt har hans arvtager Michael Hemmingsen siden udtalt at OB har truppen til top 6.

Faktum er at OB ikke nåede med i top 6. Dermed blev de i stedet en del af nedrykningsspillet, og med 6-0 nederlaget til Silkeborg IF også en del af den reelle nedrykningkamp.

Det har sat reptilhjernen i gang blandt flere medier, der sætter spørgsmålstegn ved træner Jakob Michelsen. Da jeg stadig har til gode at se et studie, der viser en signifikant effekt af et trænerskifte, så der ikke at være belæg for at gå den vej. Tværtimod.

Et kig over OB’s trænere i det sidste årti, viser vidt forskellige typer; Lars Olsen, Henrik Clausen, Troels Bech, Ove Pedersen, Kent Nielsen og Jakob Michelsen.

Det har betydet skiftende spillestile, der er gået over en fysisk betonet stil, til en mere pasningsorienteret  stil og under Jakob Michelsen en mere direkte stil.

Det har samtidig gjort det tidskrævende for nye trænere at købe, sælge, samt få truppen til at passe ind i den spillestil den pågældende træner ønsker.

Det vigtigste for OB på den lange bane er ikke hvem der sidder i cheftrænerstolen. Det vigtigste er at klubben lader sig inspirere af den af de klubber i det budgetmæssige midterfelt, der kontinuerligt har præsteret bedst siden 2011 og er det sundeste sted i dag – FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland har en klar spillestil de ansætter trænere efter. Det har betydet at de oftest har kunnet rekruttere cheftræneren internt.

I OB har rækkefølgen været omvendt. De har primært rekrutteret cheftrænere udefra. For igen at sammenligne med den klub, der har overhalet OB, har FC Nordsjælland en klart defineret spillestil. Eksemplificeret ved tilgangen af Mikkel Rygaard, der ifm. skiftet fra Lyngby til FC Nordsjælland udtalte at han modtog en 40 siders manual om FCN’s spillestil.

Mig og mange andre OB-interessenter bekendt findes et lignende dokument ikke i Ådalen. Klubben har et spirende akademi, men samtidig kan jeg være nervøs for at flere af de store talenter kan gå tabt for klubben, da de ikke er ligeså trænet i superligaholdets spillestil som FC Nordsjælland’s talenter.

Det er bl.a. eksemplificeret ved et interview med teknisk chef i OB, Tonny Hermansen, hvor han fortæller at holdudvikling er et af de vigtigste strategiske punkter for ungdomsholdene i OB. Han referer ikke noget til en spillestilmanual for superligaholdet, som man kan rette træningen på akademiet mod.

I FCN har cheftræner Flemming Pedersen udtalt at ejeren må sælge hele holdet, da der står afløsere klar på alle pladser i ungdomsafdelingen.

OB bliver ikke et nyt FCN over natten, men det er tid til at fokusere på de 26 % der påvirker placeringen og ikke har med økonomi at gøre. OB har ikke brug for et dyrt trænerskifte eller en ny Djemba-Djemba. De har brug for en tydeligere strategi, der  kan adressere en spillestil for superligaholdet som man kan tilpasse det succesfulde akademi og de fremtidige træneransættelser efter.

Læs også: Blog: OB skal ikke fyre Jakob Michelsen

Læs også: Blog: De vil være en del af toppen, men er OB mere end et midterhold?

Lyt også til Stemmer Fra Ådalens podcast fra denne uge:

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?