Den tidligere OB’er Sandro Spasojevic giver i dette indlæg sit syn på krisen i OB.

Af Sandro Spasojevic, fodbolddebattør og tidligere fodboldspiller 

Problemer er der nok af i Ådalen. Nogle peger på Jakob Michelsen, andre på ledelsen, og så er der spillerne. Når man som spiller er presset, så tænker man mere på overlevelse, end man tænker på at skabe noget. Og det er nøjagtigt dét, jeg ser udfolde sig for tiden. Spillerne kæmper med alt, de har lært, og man kan ikke sætte en finger på deres iver.

Derfor bruger man som spiller de velkendte floskler som ”vi skal bare op på hesten igen og vinde næste kamp”, ”nu skal vi rykke tættere sammen i bussen” eller ”det var godt nok ringe i dag. Vi må hjem og kigge os i spejlet”. Men hvad betyder det at skulle op på hesten igen? Eller nærmere, hvordan gør man det? Og hvad er det for et spejl, man skal kigge sig i?

For lad os være helt ærlige: OB er ikke en top 6 klub i Danmark. End ikke top 7-8 stykker. Det har hverken resultaterne eller noget den nuværende trups kvalitet vist. Med andre ord ligger OB, efter min mening, præcis der hvor de hører til. Så når de skal hjem og kigge efter i spejlet, så ser de den absolutte virkelighed: et hold der pt. ligger nr. 9. Problemet er bare, at det, de forventer at se, er noget meget bedre.

Stakkels de unge spillere, som ikke har nogen at læne sig op ad, eftersom de bærende spillere har nok af se til med deres eget niveau. Udefra set mangler der et hierarki i klubben. Unge spillere læres ikke op, inden de smides for løverne, som f.eks i FCN.

Når man som ung kommer op i en trup, skal man ind på bagsædet. Hvis man så gør det godt, så kommer man op på co-driver sædet og er med til at bestemme retningen. Hvis man dernæst formår at blive en markant profil, så bliver man fører af bilen. Hvis man som klub har et talentfuldt setup og et sundt hierarki, så vil dette flow hele tiden være kørende, samtidigt med at man supplerer op med spillere udefra.

Men i OB’s tilfælde åbner de unge ikke døren ind til bagsædet, men bliver i stedet smidt direkte op foran. De bliver dem, der skal hælde benzin på bilen, men uden rigtigt at have taget et kørekort. Dette er isoleret set ikke altid et problem, da nogen formår at løfte opgaven, men hvis føreren af bilen i forvejen selv kæmper med at holde sig på vejen, samtidigt med at bilen skal på værkstedet, så står de unge uden nogen form for støtte eller retning.

Derfor er det umuligt ”at rykke tættere sammen i bussen” eller i bilen i dette tilfælde, hvilket de fleste spillere bare opfatter som endnu mere intensitet på banen og endnu mere skralde-bang og råben. Men inderst inde så kigger spillerne på hinanden og håber, at makkeren ved siden af vil vise retningen.

Derfor er det et kæmpe nederlag, når OB i vinter måtte vinke farvel til Mathias Greve og Julius Eskesen. Førstnævnte formåede aldrig at være andet end evigt talent, mens sidstnævnte ikke havde nogen at lægge sig op ad. Dvs. at de spillere, som skulle tage over, aldrig fik etableret sig og dermed har nye og unge spillere ingen at skulle lære fra.

Dette kan sagtens finde sted i noget tid, men i OB’s tilfælde har det været sådan i mange år og grundet den nye struktur i Superligaen, er OB en reel nedrykningskandidat. Med andre ord så har værkstedet ikke længere åbent.

Er løsningen så at skifte kørelæreren i form af Jakob Michelsen? Det kan muligvis give kredit på kort sigt og sikre overlevelse. Men ellers synes jeg ikke. For at afslutte analogien, så ville en udskiftning af kørelæreren ikke føre til en bedre bil. Den vil muligvis lære de nye førere at navigere i tågen på kort sigt og klare sig igennem stormen. Men bilen vil inden længe igen skulle på værkstedet og så har man bare udskudt processen.

I dette tilfælde med Jakob Michelsen har resultaterne og præstationerne imidlertid været gode fra hans ansættelse og til ca. november 2019. Altså er det nuværende pres fra det fynske publikum ene og alene baseret på de seneste 14 kampes dårligere præstationer. Noget som efter min mening er meget resultatorienteret og ikke noget der skaber en god kultur i en klub.

Hvordan skaber man så en god kultur, set fra en spillers synsvinkel? Det gør man ved at beholde Jakob Michelsen, hvilket netop vil vise fodbolddanmark, at man står sammen i bussen. At man ikke giver efter og tror på den plan der nu en gang er givet. At man giver ham længere tid.

Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.