Et fødselsdagsportræt

af Danni Travn

Man siger, at ældre mennesker i dansk showbusiness alle har deres Dirch Passer-historie. Det der øjeblik, hvor de mødte mesteren og mærkede hans varme, skrøbelige væsen. Og da Kim Larsen døde sidste år flød det over af minder om den aften, man traf spillemanden på et brunt værtshus, og han lige slog en sludder af – eller affejede en. I Odense har en del fodboldinteresserede af en vis alder deres Lars Høgh-historie. Nogle, jeg selv inklusiv, har et par stykker. Kendetegnende for dem er, at de ofte er opstået på Høgh’ens initiativ. Ikke på den påtrængende fans’. Jeg har siddet bag ham i Farum Park, da han var Jan Hoffmanns målmandstræner, og midt i første halvleg vendte han sig om med et ”det ser sgu ik’ godt for u’ for striwerne, hva?” Og jeg har inden en kamp mod FC Midtjylland stået på gågaden i Herning, hvor han var ved at sætte en gadefodboldturnering op med Brian Laudrup. Han må have set min og min kammerats trøjer, for pludselig stod han foran os. ”Nå, hvordan tror I, det går i dag?” Der er flere historier, hvor de kommer fra, men pointen er:

Lars Høgh vidste, at han repræsenterede noget større end sig selv. Uden at bære nogen officiel titel gjorde han sig, som det naturligste i verden, til ambassadør for alt det bedste i fodbold. Sporten sætter en ramme for at mødes. For at teste sig selv. For at samarbejde. For at gøre sig umage. For at kunne strides med andre, der har samme passion, og efterfølgende klappe dem på skuldrene og sige “tak for kampen.” Og han vidste instinktivt, at den verden inkluderede dels tilhængerne, dels de børn der rendte rundt på spæde græspletter med fjerne drømme om måske engang …

Hans ’hey, kom og vær med’-attitude afslørede, at han var et bindeled mellem den amatørverden, han selv udsprang af, og den professionelle verden, der voksede frem omkring ham. Han skulle selv tilpasse sig professionalisme og indrømmede, at han nok havde været lidt for useriøs i sine unge år. Lidt for mange pilsnere, lidt for meget på sidebenene. Men han formåede at tage det lystbetonede og det menneskelige og føre det ind i den professionelle verden.

Den rejse, tror jeg, var med til at forme hans karismatiske facon på banen. Og det er sådan set et paradoksalt træk hos en atlet, som udviklede sin helt afklarede metoder – mest berømt er hans hemmelige straffesparkstricks – og siden dannede skole for landets målmand, at hans egen stil var præget af et strejf uskolet anarki. Men det kan meget vel være netop evnen til at give plads til de personlige træk, der har gjort ham til en blændende træner. Han flaksede, når han kastede sig ned i en refleksredning. Han bevægede sig let duknakket, når han skulle frem og mod en friløber. Han forsøgte til tider at afdrible en aggressivt pressende angriber med et fikst træk bagom støttebenet. Oftest med held. Enkelte gange ikke. Og hamrede en modstander et langskud af sted mod målhjørnet, begyndte Høgh nogle gange, til tilskuernes fortvivlelse, at give dessiner til sine holdkammerater. Jeg tror, at mange, som jeg, kan genkalde sig de stillestående sekunder, hvor bolden suste mod målet, og en indifferent Lars Høgh stod og pegede på Michael Hemmingsen og sagde et eller andet. Velvidende, selvfølgelig, at bolden strøg forbi. Måske kun et par millimeter. Men hvorfor dog begynde at smide sig teatralsk efter den? Han havde jo set den ude. Det, skulle jeg hilse at sige, havde vi andre ikke nødvendigvis.

De helt uforståeligt mange kampe for OB er selvsagt et monument over loyalitet – om end Høgh som alle andre selvfølgelig havde snuppet et udlandseventyr, hvis det rette tilbud var kommet. Og præstationer som landskampen mod Vesttyskland i 1986 og Miraklet i Madrid i 1994 giver ham en naturlig position i dansk fodboldhistorie; uanfægtet at Richard Møller Nielsen som følge af gammel strid fra OB-tiden holdt ham ude af truppen på bekostning af … og her må jeg altså lige stoppe for at fnise … Mogens Krogh, da landsholdet drog til Sverige i 1992. (Tredjemålmanden, som stod stand-by i Danmark var (hi-hi-hi) Kim Brodersen.)

Men arven fra Lars Høgh er større end data. Arven fra Lars Høgh er sportsmanship i sin fineste form. Vindermentalitet, fairness, personlighed og bevidsthed om, at ens status som professionel sportsudøver ikke er skabt alene af individuelt talent og flid. Det hviler på et fællesskab, som løfter dig op.

Derfor sang modstanderholdenes fans ”Lars Høgh, vi vil savne dig” i det sidste halvår, han spillede. Derfor berørte det fodbold-Danmark dybt, da han fortalte, at han havde fået kræft.

Og jeg vil ønske for ethvert barn, at der hver uge går en type som Lars Høgh på banen i netop det barns klub.

Tillykke med de 60 år.

Danni Travn er journalist og forfatter og har skrevet dette indlæg på sin egen Facebook-side og uopfordret tilbudt Stemmer Fra Ådalen at bringe det.