Blog: Derfor kan et trænerskifte i OB være en god idé

Af obstemmer
5. januar 2021

I dette blogindlæg skriver fodboldtræner og retoriker Thomas Dahlslykke om mulige årsager til OB’s kommende trænerskifte. 

Af Thomas Dahlslykke

At man bliver klogere med tiden er en veludtrådt frase, men ikke desto mindre er det ofte den nemmeste frase at gribe ud efter, når man skal forklare, hvorfor man har skiftet holdning.

Jeg var ikke fan af Jakob Michelsen, da han trådte til i OB. Jeg mente, lettere uvidende, at han ikke var det rigtige match, men når jeg ser tilbage på, hvad han resultatmæssigt har udrettet i OB, så er det ikke her, jeg finder ammunition til min argumentation. Også denne sæson har han formået at skabe de nødvendige resultater til, at OB med en vis sandsynlighed godt kan ende i top seks, bl.a. fordi de har det letteste slutprogram af alle top seks bejlere.

At jeg alligevel mener, at det er det rigtige at skille sig af med ham nu, skyldes ikke spillestilen, indstilling eller resultaterne. Det skyldes, at OB og Michelsen er blevet et dårlig match. Mest af alt fordi OB hyrede en sportschef, hvis perspektiv ikke flugter med trænerens. Den pragmatiske tilgang, den taktiske fleksibilitet som er Michelsens varemærke, er ikke Michael Hemmingsens. OB skal ikke spille efter andres taktiske evner, men derimod spille efter sine egne evner, synes rationalet at være. Ingen steder står dette mejslet i granit, men alligevel er det, det jeg tolker gennem Hemmingsens ord og handlinger. Det peger på, at man vil noget andet. Det er i hvert fald mit stille håb, at det er Hemmingsens og Thorborgs hensigt.

For det trænger OB også til, mener jeg. Michelsen kan som nævnt tidligere ikke klandres for ret meget i sin tid som OB-træner med de vilkår man gav ham, men min fornemmelse af, at han var et dårligt match for OB genopstod i efteråret, hvor han – i min optik – forsømte at bygge videre på de unge spillere som i sommeren havde leveret. Selvom det begyndte forrygende mod FCK, så fik man ikke fornemmelsen af at Michelsen byggede på til træningspassene i løbet af ugen. Hvis FCK-kampen var topniveauet, var Horsens-kampen bundniveauet og det er simpelthen for stort et spænd. Michelsen var mere optaget af resultatet end af, at OB spillemæssigt skulle manifestere sig og at spillerne skulle udvikle sig. Faktisk har OB haft utrolig mange udtryk i Michelsen tid i OB, hvilket har forvirret mere end det har gavnet, nok især den ungdom som man håber, skal bryde igennem og blive til salgsemner. Når man skiller sig af med Michelsen, skiller man sig af med pragmatismen og fleksibiliteten, som måske endte med at æde udviklingen op.

Og så er vi tilbage ved min indledning. Efter tre år med Kent Nielsen (og en milliard år med Morten Olsen som landstræner) var jeg ved at blive kvalt i automatisme og processer, men efter næsten tre år med Michelsen savner jeg faktisk disse begreber. Jeg savner, at OB får en retning som peger imod et mere stabilt niveau og udtryk. Under Michelsen har vi set drømmepræstationen som blev efterfulgt af en total tilpasning til modstanderens taktik. Efter Horsens-kampen fik vi at vide at Finnbogason og Brock-Madsen var grunden til det defensive udtryk, men mod FCKs Wind og Wilczek kunne man godt nøjes med to stoppere, så mange runder var der heller ikke mellem de to kampe.

Jeg har vaklet i min holdning til Michelsen, og jeg ville ønske, at man havde givet ham et andet spillerum end det han fik. For jeg mener, at han er en dygtig træner.

Han har dog malet sig selv op i et hjørne, hvor både rekrutteringer han har nikket ja til og spillestilens variationer har kostet mere for ham, end de har givet. Han løste aldrig den gordiske knude, det er at være OB-træner.

Om OB er blevet klogere med tiden, ja, det vil tiden vise, og mon ikke jeg snarligt vil vende tilbage med mit bud på en bedre OB-fremtid.

Thomas Dahlslykke er retoriker, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: