OB har en ambition om at bruge klubbens egne talenter på førsteholdet, men de senere år er der blevet længere til spilletid for de egenudviklede spillere i den fynske klub. 

Af Emil Plovgaard, OB News

14. september 2010 står for mange OB-fans som et mørkt kapitel i klubbens historie. Dagen er synonym for de tre fyresedler, der blev lagt på skrivebordet hos henholdsvis Kim Brink, Lars Olsen og Viggo Jensen.

Efter en årrække med solide resultater i Odense besluttede den øverste ledelse sig for at sadle om: Ud med dyre, udenlandske profiler, der efter sigende skabte kliker internt på holdet, og ind med friske, fynske talenter.

For den fynsk-patriotiske OB-fan lyder det jo som lutter guf i øregangene, men de seneste sæsoner er det blevet langt sværere at komme i startopstillingen, hvis man er af egen avl.

Danskheden værner OB stadig om som klub, så på den måde blomstrer den idylliske patriotisme stadigvæk (18 ud af 22 spillere på førsteholdet er danskere) – dog er det et fåtal af de spillere, der ejer et rødbedefarvet pas, et produkt af OB’s eget talentakademi, og endnu færre får fast spilletid.

I 2014/15-sæsonen gav man 10.991 minutters spilletid til spillere fra eget akademi, men siden er det gået nedad. I 2017/18-sæsonen fik de egenproducerede spillere 8.516 minutters spilletid, mens tallet kun var 5.799 i den forgangne 2018/19-sæson.

Forskellige modeller

Skeler man til andre klubber i kongeriget, er der mange eksempler på, at der værnes om egne talenter. FC Nordsjælland har for eksempel en rød tråd på ungdomsakademiet, som sikrer, at alle deres talenter ved, hvordan landet ligger i forhold til deres spillestil, roller og pligter på banen.

Det sikrer tryghed og konsistens, som gør, at spillere med næsten ingen førsteholdserfaring kan køres ind i startopstillingen fra dag ét. Og det med stor succes. Farum-klubben kan notere sig fede fortjenester i de seneste transfervinduer, med salg af spillere som Emre Mor, Marcus Ingvartsen og Victor Nelsson, der alle har levet deres barndom i det nordsjællandske.

Noget andet, man også kunne vælge at gøre, er at facilitere et samarbejde med en klub, som eventuelt ville skulle tage nogle af OB’s egne talenter ind i deres fold og give dem et minimum antal minutter pr. kamp.

Det er blandt andet et system, som FC Midtjylland og FC Fredericia for tiden nyder godt af. I sidste sæson lejede sidstnævnte fire breddespillere hos midtjyderne, og det resulterede i, at Fredericia var med i kampen om oprykning, indtil de dog tabte tre ud af sæsonens sidste fem kampe. Fordelen for samarbejdsklubben er, at man ”gratis” kan skaffe sig adgang til nogle spillere af en kaliber, man normalt ikke ville kunne tiltrække.

De to førnævnte eksempler ville fremtidssikre ungdomsarbejdet i og omkring OB, så på den måde kan det undre, at tiltagene ikke allerede er trådt i kraft.

Balancegangen

På ungdomsfronten har OB mistet en del spillere alene i år. Oliver Skolnik blev i juni sendt til Randers FC. Gustav Grubbe til RB Leipzig. Anton Pedersen til Roskilde. Om de har haft det nødvendige potentiale, er for mig at se ligegyldigt. Det vigtige er, at man giver dem en chance på førsteholdet. For hvis en spiller kan se, at OB er en klub, der ikke satser på talenter, så vælger denne altså en af de talrige andre konkurrenter, der gerne tager imod med åbne arme.

Når der tales om transformationen fra ungdomsakademi til førsteholdstrup, er det også vigtigt, at man har in mente, hvad ambitionen for klubben måtte være. Skal klubben kontinuerligt begå sig i toppen af ligaen. Eller har den råd til nogle år, hvor der satses på talenter med førsteholdspotentiale, så man ude i fremtiden kan høste gevinsten af tiltroen på egne talenters evner?

Det er en balancegang, man på trænerbænken selvfølgelig skal have med i overvejelserne, når man sætter holdet.

Indfasningen af playoff-systemet har gjort, at klubberne i løbet af grundspillets 26 runder ikke har råd til at miste ret mange point. Og det kan i sidste ende gå ud over talenterne. Så hellere satse på rutine og erfaring end talentudvikling, synes tankegangen at være hos de fleste Superliga-klubber.

100 minutters fodbold

Lysende klart er eksemplet da også i Ådalen. Nyindkøb som Moses Opondo, Sander Svendsen og Issam Jebali har gjort det forholdsvis svært for fynske talenter, der huserer på midtbanen og fremefter. Sidstnævnte har godt nok ikke fået sin debut endnu, men han må regnes som en regelmæssig starter i fremtiden, med hans løn in mente.

Det er glædeligt, at Oliver Christensen og Jens Jakob Thomasen har fået fast spilletid i denne sæson, men til gengæld har det været småt med ophold på banen for flere af de andre egenudviklede talenter. For eksempel kan nævnes, at Mads Frøkjær, Mathias Greve, Jonathan Harboe og Julius Eskesen i sæsonens første fire kampe fået præcis 100 minutter til sammen.

Tre af de førnævnte spillere er også over de 19 år, og er derfor som udgangspunkt ikke tilgængelige på klubbens U19-hold. Der var måske en idé i at leje disse spillere ud til lavere rangerende klubber, så disse igen kan få bolden i fødderne på en regelmæssig basis? Ellers går det potentiale – som de i momentvise glimt viser, de har – jo til spilde.

Succeshistorierne – eller hvad?

I vinter solgte OB den blot 18-årige angriber Mathias Jørgensen til New York Red Bulls for den, fra et fynsk perspektiv, enorme sum på 15 millioner kroner. En klækkelig sum for en angriber, der blot opnåede 507 minutter i den stribede trøje.

Ligeledes kan man inddrage Gustav Grubbes transfersum. Teenageren blev solgt for i omegnen af fem millioner kroner til RB Leipzig. Et pænt beløb. Set med fynske øjne.

Omtrent samtidigt kunne Lyngby indkassere 30 millioner kroner for den 16-årige Maurits Kjærgaard, der skiftede ‘De Kongeblå’ ud med en tilværelse hos Grubbes venneklub, Red Bull Salzburg.

Om Kjærgaard har et potentiale, der er seks gange så stort som Gustav Grubbes, eller om det er nogle helt andre faktorer, der spiller ind, skal jeg lade være usagt, men det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan andre danske klubber presser citronen for de sidste dråber, og leverer solide salg, man som fynbo til hver en tid må være misundelig på.

Jeg har derfor to råd til OB, som de gerne måtte lade sig inspirere sig af. 1: Lad de største talenter på ungdomsholdene få førsteholdserfaring, før de sælges. Det giver klubben et image som fremsynede og forretningsbevidste. 2: Lad de talenter, der er havnet i kulden, få førsteholdserfaring gennem lejeophold i lavere rangerende klubber.

For som der står på et skilt ved bane 1 i Ådalen: Ungdommen er OB’s fremtid.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Om skribenten:

Emil Plovgaard er født og opvokset på Fyn. Han er journaliststuderende og har fulgt OB fra tribunen i mere end 15 år. 

Lyt til den seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: