Stemmer Fra Ådalen ser i samarbejde med OB News nærmere på OB’s udekamp mod SønderjyskE, der spilles søndag eftermiddag i Haderslev. 

Af Emil Plovgaard, OB News

Kampfakta:
Kamp: SønderjyskE mod OB
Runde: 24
Kick-off: Søndag den 8. marts 14.00
Dommer: Anders Poulsen

Status:
Kriseramte OB skal forsøge at hente point på en notorisk svær udebane i Haderslev. Fynboerne har ikke sunget sejrssang i otte kampe i træk, men lykkes det, når klokken er lidt i 16 på søndag?

Der er tale om et gensyn med en flok tidligere OB-spillere, når der søndag eftermiddag fløjtes op til et lokalopgør mellem SønderjyskE og OB.

Julius Eskesen, Anders K. Jacobsen, Joao Pereira og Johan Absalonsen har alle haft Nature Energy Park som hjemmebane i en årrække, men er altså nu at finde på Sydbank Park.

Der er vigtige point på spil i bunden af ligaen, og især det sønderjyske hjemmehold har kniven for struben, hvis de vil have lov at vælge pulje, når den 26. runde er færdigspillet.

OB kommer på en vanskelig opgave med de seneste resultater in mente og en skrækkelig udebanestatistik på Sydbank Park. Fynboerne har ikke vundet i otte betydningsfulde kampe i træk, og selvom opstarten så lovende ud, er takterne ikke ført med over i Superliga-regi.

Spillere som Mart Lieder og Jørgen Skjelvik har vist sig at være langt fra kampform, mens Aron Élis Thrandarson har skullet vænne sig til et højere tempo, end han var vant til i den norske OBOS-ligaen.

I Haderslev har OB ikke vundet siden 2013, hvor Striwerne på mål af Mustafa Abdellaoue (3), Emil Larsen og Darko Bodul vandt 5-1. Sønderjyderne reducerede til 1-4 på et straffesparksmål af Henrik Hansen, OB’s nuværende assistenttræner.

Det er halvandet år siden, OB sidst var på besøg i Haderslev. Fredag den 26. oktober 2018 spillede de to mandskaber nemlig en målløs kamp uden de mange chancer.

OB kan trøste sig med, at SønderjyskE ikke har haft lige så lang hviletid, idet sønderjyderne har været en tur i Randers og spille pokalkvartfinale om torsdagen, hvor de i øvrigt også avancerede sig til semifinalerne.

Bud på startopstillingen:
Oliver Christensen – Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Alexander Juel-Andersen – Jacob Barrett Laursen, Troels Kløve, Janus Drachmann, Aron Élis Thrandarson, Ryan Johnson Laursen – Mart Lieder, Issam Jebali

Skader og karantæner:
Oliver Lund oversidder med den famøse karantæne fra Brøndby-kampen, mens Jens Jakob Thomasen endnu ikke er helt klar.

Hos hjemmeholdet meldes de to tidligere FCM-spillere, Mads Albæk og Patrick Banggaard, tvivlsomme, mens forsvarsspilleren Marc Pedersen med al sikkerhed er ude.

De seneste indbyrdes kampe:
30.august 2019: OB 0 – 0 SønderjyskE
26.oktober 2018: SønderjyskE 0 – 0 OB
22.juli 2018: OB 2 – 2 SønderjyskE
29.april 2018: SønderjyskE 2 – 0 OB
2.april 2018: OB 2 – 1 SønderjyskE

Ellers noget?
Vidste du, at det er helt jævnbyrdigt, når man kigger på den indbyrdes statistik? I alt er der spillet 39 kampe mellem OB og SønderjyskE siden årtusindeskiftet. Begge mandskaber har vundet 14 sejre hver, mens 11 er endt uafgjort.

Lyt til seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast her: